Brolægger Morten Nielsen: Det fede er at være med til at skabe noget blivende
Brolægger Morten Nielsen elsker sit fag, fordi det både er teknisk og kreativt. Fra belægninger til restaurerede byrum, nye haver og veje til oven på regnvandsløsninger går brolæggerens verden.
- Jeg kan virkelig godt lide brolæggerfaget, fordi man laver mange forskellige opgaver. Det er både teknisk og kreativt, fortæller Morten Nielsen. Selvom der er kommet flere tekniske hjælpemidler, er det stadig det kritiske øje, hammeren og kantjernet, som er det vigtigste:
Morten Nielsen
- Du kan lave alle mulige mønstre, genskabe historiske steder og give private noget, de bliver glade for i deres hverdag.
Tanken om at blive selvstændig rumlede i flere år hos brolægger Morten Nielsen. Da han endelig gik til sin formand, fik han fuld opbakning og hjælp i begyndelsen med opgaver. Og han har absolut ikke fortrudt. Virksomheden driver han sammen med sin kone, og deres måde at opbygge den, er som i mange andre fag, siger Morten:
- I starten at levere kvalitet lidt billigere end de andre. Sidenhen er det tryghed og anerkendelsen af, at man gør et godt stykke arbejde og har en god kemi med kunden.
Hjælper regnvandet på rette vej
Når regnvandsløsninger i stigende grad skal håndteres på overfladen i byrum, er MN Brolægning med. Et stort projekt var Klimabyen i Middelfart.
- Opgaven var at bane vejen, så vi lavede afsætning og formede baner og render, som vandet skulle løbe i. Selve vejens forløb er formet som en skål, så regnvandet løber inde midt på vejen, ud til havneområdet og ud i Lillebælt, fortæller Morten Nielsen:
- Ved husenes tagnedløb er klinkefortovet brudt af en rendesten, der går på tværs og ud i vejen. Fortovet har en lille hulning, hvor regnvandet kan løbe ud på vejen, i stedet for i et kloakrør under jorden.
- Det er smart, at man får genbrugt vandet og indtænker klimaløsninger i byerne. Kommunerne skal dog tænke på, at de ikke skal salte brolagte gader, for saltet går ind og nedbryder betonen og giver hurtigere slidskader i fuger og brosten.
Christianskirken, Fredericia
Anlæg have
Anlæg have
Rundt om historiske bygninger
Restaurering og historiske projekter brænder Morten Nielsen for, og firmaet har både lavet nyt indgangsparti til Christianskirken i Fredericia, gangstier ved Tøjhuset og pigstensbelægning ved våbendepotet på kastellet i Fredericia. Desuden brolagt store dele af Christiansfeld blandt andet om Søstrehuset, samt brolagt om Sankt Nicolai Kirke i Middelfart med gamle bornholmske brosten.
- Det er fedt at lave noget, som holder i mange år. Så kan man tage sit barn i hånden og gå en tur på det. For nylig vandt vi en sag, hvor vi skal brolægge store dele om Landsoldatpladsen i Fredericia, hvilket vi ser frem til, siger Morten:
- Jeg er stolt af mine medarbejdere, og at vores arbejde bliver anerkendt. Vi begynder at få henvendelser fra arkitekter og Slots- og Kulturstyrelsen, og jeg bliver også ofte bedt af kommunen om at gennemgå en opgave og komme med mine bud på, hvordan den skal løses. Det, synes jeg da, er en anerkendelse.
Mønsterbelægning
Vejsti
Værktøj
Giver kunden tryghed
Uden sin kone var MN Brolægning ikke blevet til det, det er i dag, fortæller Morten. Det er et fælles projekt, og i dag har de 23 mand ansat og laver både de større opgaver for kommuner og arkitekter samt opgaver for private kunder som haveplanlægning, indkørsler, terrasser og gårdhaver.
- Vi kan mærke, at det giver en tryghed hos kunderne, at de ikke skal ud og tage kontakt til flere håndværkere på en gang, fortæller brolæggeren.
Byg og Hyg med 6. klasser
- Jeg vil gerne give tilbage til lokalsamfundet og bruger mit netværk til at formidle arbejde eller muligheder. Vi hjælper folk i gang, der er på kanten af arbejdsmarkedet.
MN Brolægning var i 2021 indstillet til Fredericias CSR-pris og er to gange kåret som Børsens gazelle (2018 og 2020). Skolelever har også glæde af Morten Nielsens viden, og under Fredericia Håndværkerforening underviser han 6. klasses elever i brolægning på Bülows Kaserne.
- Det er fedt at få lov til at inspirere de unge mennesker, runder Morten af.