Center for Bygningsbevaring: Samme belægninger til større regnmængder
Flere af nutidens belægningstyper i byerne kan uden større problemer aflede fremtidens stigende mængder regnvand, når der samtidig benyttes permeable bærelag, og i landsbyerne kan ældre tiders belægninger med fordel benyttes sammen med enge, som regnvandet ledes ind til.
Tekst af Trine Helene Henrichsen
Med udsigten til stigende mængder regnvand i fremtiden forskes der til stadighed i, hvordan regnvandet kan afledes, så overfyldte kloakker og oversvømmelser kan undgås.
Arkitekt Søren Vadstrup fra Center for Bygningsbevaring har forskellige teorier og ideer til forholdsvis simple belægninger, der tager højde for klimaændringerne i for eksempel landsbyer.
- Mange landsbyer har gamle belægninger som piksten på gårdspladser og rundt om stråtækte huse uden tagrender, og netop pikstensbelægninger er gode til at optage vand, hvorimod flisebelægninger forværrer de problemer med vandafledning, som store mængder regnvand ofte medfører, forklarer Søren Vadstrup.
Naturlige afvandingssystemer kan genetableres
Der er imidlertid en grænse for, hvor meget regnvand pikstensbelægninger kan aflede, men pointen er ifølge Søren Vadstrup, at vandet ikke bliver liggende som småsøer på denne type belægning.
- Hvis pikstenene er lagt rigtigt, siver vandet ned, som det skal. Når det er frostvejr, kan vandet dog godt lægge sig som småsøer på stenene, men som udgangspunkt forsvinder vandet omgående, uanset, hvilket mønster, de er lagt i. Piksten var datidens regndræn, og metoden fungerer stadig den dag i dag, siger Søren Vadstrup.
- Ønsker man ikke at ofre penge på en dyr pikstensbelægning på en vej, en sti eller en plads, kan der i stedet lægges grus, der består af lergrus, stenmel og skærver, som komprimeres mekanisk for at være stabilt nok til færdsel.
- Grusbelægninger kan naturligvis ikke modtage store regnmængder, fordi de lette materialer hurtigt skylles bort. Anlægges en let skrånende flade, vil regnen dog ofte grave sig ned i smalle render, der efterfølgende kan fyldes igen, blandt andet med det bortskyllede, men opsamlede grus, siger Søren Vadstrup.
Middelalderens landsbyer blev netop bygget på skånende terræn, og var ifølge Søren Vadstrup på den måde beregnet til at kunne aftage vandmængderne på en naturlig måde. Samtidig blev landsbyerne bevidst anlagt i passende afstand til engdrag, søer, moser og åer, som regnvandet fra landsbyerne kunne ledes ned i.
- På gamle topografikort fra 1700-tallet kan man se engene og de gamle, naturlige afvandingssystemer, og dermed også, hvor man kan grave ud for at genetablere dem, så regnvandet kan løbe derned, fortæller Søren Vadstrup.
Æstetik og håndtering af regnvand i byerne
De fleste historiske købstæder, som blev anlagt i middelalderen, ligger ved vandet, og ifølge Søren Vadstrup burde det derfor ikke være et problem at lede overfladevandet væk fra byer som disse. Hvilke typer belægninger, der egner sig til fremtidens stigende regnmængder i byer, der ikke ligger ved vandet, kommer imidlertid an på flere faktorer.
Ifølge arkitekt og ph.d.-stipendiat på erhvervsprojektet Rum For Regn, Anna Aslaug Lund fra Gottlieb Paludan Architects og ingeniørvirksomheden Rambøll, spiller det blandt andet ind, om hensigten er at transportere vandet hurtigt fra et sted i byen til et andet, om man vil forsinke vandet eller om man vil lade det sive ned.
- Herudover spiller den arkitektoniske sammenhæng og stedets anvendelse selvfølgelig også en enormt stor rolle. Generelt kan man sige, at vi langt hen ad vejen vil kunne bruge de samme belægningstyper, som vi gør i dag, men eksempelvis udskifte bærelaget med et permeabelt bærelag og bruge vandgennemtrængeligt fugemateriale, fortæller Anna Aslaug Lund.
Visse steder vil man ifølge Anna Aslaug Lund også kunne bruge porøse fliser, og hun mener, at det er vigtigt for byerne, at håndteringen af regnvand ikke bliver den styrende målestok for valg af belægningstyper i fremtiden, men at det blot tænkes naturligt ind i de æstetiske overvejelser.
- Overordnet set mener jeg, at patinering, materialitet og sammenhæng med resten af byen er centrale punkter i forhold til stigende regnmængder og belægningstyper i byzoner, forklarer Anna Aslaug Lund.
