Gunnar Sørensen og Henrik Berg - DAB-Lejerbo

Gunnar Sørensen og Henrik Berg - DAB-Lejerbo

Danmarks største almene administrationsorganisation ser dagens lys

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • 2025-05-19
  • | Af Redaktionen

    Sammenlægningen mellem DAB og Lejerbo er en realitet, og fra den 1. juni 2025 samles 95.000 lejemål og mere end 100 boligorganisationer i én administrationsorganisation med navnet DAB-Lejerbo.

    Palle Adamsen og Ole Jacobsen - DAB-LejerboPalle Adamsen og Ole Jacobsen


    Sammenlægningen er resultatet af en længere proces, hvor beboerdemokratiet har spillet en central rolle. På repræsentantskabsmøder i maj godkendte beboerdemokraterne fra begge organisationer fusionen, hvilket banede vejen for etableringen af DAB-Lejerbo.

    Beboerdemokratiet som beslutningstager

    Det er beboerne, der gennem det almene demokrati har givet grønt lys til sammenlægningen. Ifølge Palle Adamsen, tidligere direktør i Lejerbo og nu en del af DAB-Lejerbos direktørteam, har engagementet fra beboerdemokratiet været afgørende:

    - Det er beboerdemokratiet, der har taget beslutningen – og det gør mig både ydmyg og stolt. Jeg tror, forslaget gav så god mening, at det fik bred opbakning.

     

    Stigende krav driver behovet for stordrift

    Baggrunden for fusionen er bl.a. stigende krav til dokumentation, effektivisering og økonomistyring i den almene sektor. Ifølge Ole Jacobsen, tidligere direktør i DAB og fremtidig administrerende direktør i DAB-Lejerbo, er det en nødvendig tilpasning:

    - Vi har brug for en organisation, der også om 10-15 år kan levere høj service til en konkurrencedygtig pris. Sammenlægningen styrker både vores robusthed og handlekraft.

    Kompetencer og faglige miljøer samles

    DAB-Lejerbo kommer til at beskæftige over 1.600 medarbejdere. Visionen er at samle kompetencer i større faglige fællesskaber og derigennem styrke servicen over for boligorganisationerne.

    - Vi får en mærkbar faglig styrkelse, der også gør os mere relevante lokalt i kommunerne. Vi skal være stærkere centralt for at kunne være til stede lokalt, siger Palle Adamsen.

    Det handler også om økonomi. Med større volumen følger mulighed for bedre indkøbsaftaler og lavere administrationshonorarer – noget, der kommer beboerne til gode.

    Kulturmødet: én organisation – to baggrunde

    Selvom de to organisationer har samarbejdet tæt i processen, er det stadig en fusion af to kulturer. Derfor har medarbejderperspektivet været i fokus:

    - Vi har arbejdet for åbenhed og transparens. Det er afgørende, at medarbejderne føler sig inddraget, og at boligorganisationerne fortsat møder kendte ansigter med stærke relationer til beboerdemokratiet, siger Ole Jacobsen.

     

    Fremtidig rolle i debatten

    Med den nye størrelse kommer også en tydeligere stemme i den almene sektor. Palle Adamsen peger på, at DAB-Lejerbo får mere at kommunikere og bidrage med – dog uden at miste fokus:

    - Vi skal ikke støje for støjens skyld, men vi har mere at fortælle og mere at inspirere med, siger han. Og Ole Jacobsen tilføjer:

    - Vi får en stemme, som vi også har en forpligtelse til at bruge, når Christiansborg sætter nye dagsordener. Det bliver en politisk beslutning, hvordan vi bruger den.

     

    Fakta om DAB-Lejerbo

    - Sammenlægningen mellem DAB og Lejerbo træder i kraft 1. juni 2025.
    - DAB-Lejerbo bliver landets største almene administrationsorganisation og har samtidig stærk lokal forankring.
    - DAB-Lejerbo kommer til at administrere almene boliger for 100 medlemsorganisationer over det meste af landet og arbejder tæt sammen med beboerdemokrati og drift.
    - DAB-Lejerbo kommer til at administrere 95.000 lejemål og er repræsenteret i 75 af landets 98 kommuner.
    - Der vil være over 400 administrative medarbejdere og 1.200 driftsansatte i DAB-Lejerbo-regi.
    - DAB-Lejerbo har i en overgangsfase hovedkontorer i Valby og på Frederiksberg.
    - I Danmark bor knap en million mennesker i en almen bolig.
    - Den almene boligsektor er non-profit, og boligerne er ejet af medlemsorganisationerne.

     

     

     

    Anbefalede artikler