<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
STARK_hero

Cirkulære materialer rykker tættere på byggepladsen

  • Materialer og Løsninger
  • Byggepladsen
  • Renovering
  • Nedrivning
  • Tegl
  • Målbar bæredygtighed
  • 2026-05-18
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • | Fotos: Genbrugssten

  • Cirkulære materialer er på vej fra niche til praksis i byggeriet. Hos STARK er salget af genbrugsmaterialer fordoblet det seneste år, men gennembruddet afhænger fortsat af kvalitet, tilgængelighed og dokumenterede løsninger.

    STARK var blandt de første byggemarkeder i Danmark til at indføre genbrugsmursten på hylderne i alle forretninger. Selvom genbrugsmaterialer fortsat udgør en begrænset del af omsætningen, peger udviklingen tydeligt i én retning.

    – Vi oplever momentum i markedet, og vores omsætning på genbrugsmaterialer er fordoblet det seneste år. Det peger på en stigende interesse blandt kunderne – særligt når løsningerne er tilgængelige og let kan indgå som en naturlig del af deres byggeprojekter, siger Christian Stokholm, der er bæredygtighedsdirektør i STARK.

    STARK_genbrugsmurstenDer er gået ca. 145.000 røde genbrugssten til et stort campus-byggeri i Svendborg


    Ifølge STARK er de største barrierer fortsat tilgængelighed, kvalitet og ansvar, når genbrugsmaterialer måles op mod nye byggematerialer.

    – Hvis genbrugte byggematerialer skal blive valgt til på byggepladsen, skal de være tilgængelige og leve op til de samme krav om kvalitet og leveringssikkerhed som alle andre varer. Så entreprenørerne ikke påtager sig en ekstra risiko ved at vælge genbrugte materialer, siger Christian Stokholm.

    Cirkularitet handler om både genbrug og genanvendelse

    For at komme videre peger STARK på mulighederne for at prioritere de materialer, der kan skaleres op, og cirkularitet tænkes systematisk ind i virksomhedens kategoristrategier.

    Genanvendelse fylder meget lige nu, og byggemarkedskæden oplever en positiv tendens blandt producenterne.

    – Vi oplever, at flere etablerede producenter øger andelen af genanvendt råmateriale i deres produkter. For at cirkulariteten for alvor kan slå igennem, skal løsningerne kunne dokumenteres og leve op til de samme krav som nye materialer. Når producenterne tager ansvar og bidrager med dokumentation, er de med til at fjerne usikkerheden og gøre det lettere at vælge cirkulære produkter på byggepladsen, siger bæredygtighedsdirektøren.

    Anbefalede artikler