Asbest kan gemme sig andre steder end i taget
Hos Polygon oplever man, at en del håndværkere ikke er opmærksomme på asbest i for eksempel rørisolering – eller i omgivelserne efter en stormskade.
Men det betyder ikke, at der er fuld opmærksomhed på den asbest, man som håndværker kan støde på under sit arbejde.
Det er nemlig ikke kun tagbeklædning, som kan indeholde det farlige stof, der kan have uhyggelige helbredsmæssige følger.
Hos Polygon, der er specialiseret i skadeservice og håndtering af forskellige farlige materialer har man også en afdeling med specialister i asbesthåndtering – og her oplever skadeleder Martin Broby, at der mangler oplysning om den mere skjulte asbest.
– Mange VVS'ere og andre faggrupper er ikke opmærksomme på, at der ofte kan være brugt asbestholdig rørisolering, specielt i bygninger, der er opført mellem 1950 og 1983. Det bliver nogle gange opdaget, hvis håndværkerne får en mistanke, efter at de har banket et gulv op efter en vandskade. Så bliver vi tilkaldt og tager en prøve, der kan afgøre, om der er brugt asbest i isolering eller fliseklæb,' siger Martin Broby og tilføjer, at mange steder kan gemme på asbest. For eksempel kan gamle linoleumsgulve også kan have asbest i klæbematerialet, lige som lettere byggerier kan have indvendige vindplader med det farlige materiale.
Mangler oplysning
Efter skandaledokumentaren Den Sorte Svane, der blandt andet handler om fusk med asbestdeponering oplever Martin Broby et større fokus på håndtering af asbest. Det er en fordel for en virksomhed som Polygon, men der er stadig lang vej, før sikkerhedsforholdene er i orden. Det kræver først og fremmest, at folk bliver mere oplyste, mener han.
– Der har simpelthen manglet oplysning om det, både over for Hr. og Fru Danmark og hos de almindelige håndværkere, der ofte kan komme i situationer, hvor de kan støde på asbestholdige materialer, siger han.
– Det er selvfølgelig fint, at vi får mere arbejde. Men jeg er først og fremmest interesseret i at håndværkerne får mere viden om, hvordan de skal håndtere det her. Vi skal hjælpe hinanden med at være mere opmærksomme, og håndværkerne skal have fokus på at få taget prøver, lige så snart de har mistanke om, at der kan være asbest eller andre farlige stoffer i en bygning. Prøverne kan tages af os, eller man kan få et analyseinstitut til at screene hele bygningen, siger han og peger på et andet problemområde.
– Vi beskæftiger os også med tagrenoveringer, hvor de fleste kender til problematikken. Men vi oplever, at stormskader kan give en forurening, som man måske ikke er opmærksom på. Hvis et par tagplader blæser i stykker, sender forsikringsselskaberne måske en håndværker ud for at skifte dem, men det er ikke altid, at der også er tanke på, at de kan have spredt fibre ind på loftsrummet. Hvis man bliver opmærksom på det for sent, kan det blive meget dyrere at få renset, end hvis man havde sørget for at sikre omgivelserne inden, siger han.
– Vi kan godt rense et loftsrum, og vi kan også rense de ting, folk har stående, men det er klart, at det er en større opgave end hvis man havde haft opmærksomheden rettet mod problemet fra begyndelsen.
Det samme gør sig gældende ved for eksempel reparationer på rørføringer.
– Jo tidligere, man ved, der er en risiko, desto mindre udsætter man sig selv for fare, og jo mindre spredning får man af fibrene, siger han.