Mike Mathiesen, Sif Steendahl Grandorf og Casper Kjerrumsgaard
Arbejdstilsynet opfordrer til at opdage asbest før renovering
I en ny kampagne vil Arbejdstilsynet gøre boligejere og håndværkere opmærksomme på, at asbest findes stadig flere steder, end man lige tror, og man skal huske at beskytte sig mod det kræftfremkaldende asbeststøv.
Asbest var en tidligere almindeligt anvendt byggemateriale, og selvom det har været forbudt i 30 år, vil man kunne finde det, oftere end man tror, i boliger opført før 1990. I en ny kampagne advarer Arbejdstilsynet om risikoen for at støde på asbest i renoveringsprojekter på ældre bygninger.
- Det er ikke farligt at bo i en bolig med asbest, så længe det er sikkert indkapslet eller indbygget i byggematerialet. Men ved renovering kan asbesten frigøres og udgøre en sundhedsrisiko, siger Mike Mathiesen, der er tilsynsførende i Arbejdstilsynet, i en pressemeddelelse.
Mike Mathiesen fortæller:
- I Arbejdstilsynet oplever vi, at mange ikke er opmærksomme på asbest, når de renoverer en ældre bolig. Det kan i værste fald få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, da indånding af asbeststøv mange år senere kan føre til kræftsygdomme. Desværre er der hvert år stadig danskere, der bliver syge eller dør af asbestrelaterede sygdomme som f.eks. lungehindekræft, fordi de 30-40 år tidligere i deres liv har været udsat for asbeststøv.
Sørg for beskyttelse, inden I går i gang
Arbejdstilsynet anbefaler, at boligejere får lavet en forundersøgelse for asbest, hvis de overvejer renovering af en ældre bolig. Hvis asbest findes, anbefales det at gå til de professionelle firmaer, der kan fjerne det på sikker vis.
Målet med kampagnen er også at informere håndværkerne og unge lærlinge og deres arbejdsgiverne om risici ved asbest, så man sikrer at de udførende ikke bliver udsat for asbeststøv under arbejdet.
Arbejdsgivere har pligt til at undersøge, om der er asbest i byggematerialet, inden et arbejde går i gang – og for de ansatte, der skal udføre asbestarbejde, gælder der strenge arbejdsmiljøregler.
- Viser det sig, at der er asbest, anbefaler vi, at man får hjælp til renoveringen fra professionelle firmaer, der er uddannet til at fjerne asbesten. At fjerne asbestholdigt materiale på en sikker måde er ikke noget, man som privat boligejer selv bør kaste sig ud i, understreger Mike Mathiesen.
Tidligere nybyggger og tømrer er overraskede
Nogle af dem, der er overraskede over asbestens udbredelse, er Sif Steendahl Grandorf, tidligere nybyggerdeltager og gør-det-selv-ekspert i Go’ Morgen Danmark, og Casper Kjerrumgaard, som er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. De medvirker begge i kampagnefilmen ”På sporet af den skjulte dræber”.
Casper Kjerrumgaard siger:
- Jeg har arbejdet i byggebranchen i mange år, og jeg var slet ikke klar over, at der kan være asbest i fliseklæb. Det, synes jeg, er lidt uhyggeligt.
Se filmen med Sif og Casper og få mere information om kampagnen.
Fakta om asbest
- Det har været forbudt at bruge asbest siden 1990.
- Sygdom som følge af asbesteksponering kan opstå 30-40 år senere.
- Asbest er kendt for at forårsage kræft i lunger, strube og æggestokke.
- Der gælder strenge regler ved arbejde med asbest, herunder forundersøgelser og arbejdsmetoder, der begrænser støvudvikling. Desuden er der krav om værnemidler.
Kilde: Arbejdstilsynet, Kræftens Bekæmpelse og Statens Byggeforskningsinstitut.