<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Billede 3

Arkitekt bruger tagpap på sommerhusets facade for at beskytte mod regn

  • Materialer og Løsninger
  • Tag og Facade
  • Klimasikring
  • 2024-07-03
  • | Af Redaktionen
  • | Fotos af Eurotag Danmark

    For at sikre vandafledning og minimal vedligeholdelse har arkitekt Lasse Vang Knudsen valgt tagpap fra Derbigum til facaden på sit sommerhus på Sjællands Odde.

    Billede 4


    Da arkitekt Lasse Vang Knudsen designede sit sommerhus, greb han chancen for at eksperimentere med nye materialer. For at tilpasse bygningen til det ustadige danske vejr, valgte han at beklæde facaderne med tagpap fra Derbigum. JJ Tagdækning fik til opgave at dække huset ind, og selvom firmaet har stor erfaring med Derbigum, bød den lodrette inddækning på nye udfordringer.

    Lasse Vang Knudsen har mange års erfaring i byggebranchen som tømrer, bygningskonstruktør, arkitekt og underviser. Købet af en sommerhusgrund på Sjællands Odde gav ham mulighed for at nytænke byggematerialer.

    - Jeg tog udgangspunkt i det kendte byggeprincip ”Vis vand væk” for at imødekomme det ustadige danske vejr. Vi ved aldrig med sikkerhed, hvornår det kommer til at regne eller sne i det her land, udtaler Lasse Vang Knudsen i en pressemeddelelse og uddyber:

    - Jeg tænkte ikke så meget over det som håndværker, men det gør jeg nu, hvor jeg rådgiver og underviser. Hertil var det også vigtigt for mig at lave det så simpelt som muligt.

     

    Som en regnfrakke til at modstå det danske sommervejr

    Lasse Vang Knudsen ønskede at lede vandet væk fra byggeriet og ned til planterne på jorden. Dette blev afgørende for projektet med det nye sommerhus.

    - Min arkitektoniske vision var at lægge en regnfrakke på huset, så vandet nemt kan komme væk. Derfor valgte jeg at beklæde byggeriet med tagpap fra Derbigum, som jeg i forvejen kender som et særdeles holdbart materiale, fortæller Lasse Vang Knudsen.

    Han kontaktede Johnny Dimon fra JJ Tagdækning i Fuglebjerg på Sydsjælland. Johnny var frisk på at prøve noget nyt med tagpappen leveret af Eurotag Danmark.

    - Derbigum er det bedste på markedet, og jeg har arbejdet med det i over 25 år. Det var dog alligevel noget nyt, for jeg har aldrig skullet dække et hus helt ind, forklarer Johnny Dimon i pressemeddelelsen.

     

    Billede 2
    Billede 1
     
     


    Tagdækkerudfordringer ved at arbejde på facaden

    Den største forskel fra almindeligt tagdækkerarbejde var at rulle de mange kg tagpap lodret i stedet for vandret. Johnny Dimon måtte tage nye arbejdsmetoder i brug.

    - Jeg tog det stille og roligt, mens jeg var særligt opmærksom på, at flammen ikke måtte komme ud på det færdige arbejde. På et tag vil det ikke være synligt, hvis man laver en fejl, men det er det på en facade. Derfor var det vigtigt at få skåret tagpappen rigtigt, og at det ikke krøllede ved svejsningen, siger Johnny Dimon og tilføjer:

    - Det var sjovt med et anderledes projekt, der krævede, at jeg skulle bruge hovedet hele tiden.

    Lasse Vang Knudsen er meget tilfreds med udførelsen og glæder sig over den vedligeholdelsesfrihed, som materialevalget giver. Han slutter af:

    - Det bliver spændende at følge huset og se, hvordan det vil tage sig ud med tiden. Tagpap patinerer på en anden måde, når det bliver udsat for sol og regn, og på sommerhuset kan vandet komme væk i stedet for at løbe ind under lister.

     

    Læs flere artikler om tag og facade på vores temaside
    Anbefalede artikler