
Fire nye Komatsu-gravemaskiner klar til levering til Arkil fra Scantruck. Til venstre er det Danmarks første PW158-11 hjulgravemaskine, i midten de to 15 tons PC138US-11 og til højre PC290LC-11 på 31 tons.
Arkis nye hjulgraver kommer ikke til at kede sig
Arkil fik Danmarks første eksemplar af Komatsus helt nye gravemaskine på hjul – og den kommer ikke til at kede sig.
Entreprenørkoncernen Arkils nye Komatsu PW158-11 skal ikke regne med at kunne slappe af, selv om den har særstatus som Danmarks første nye hjulgravemaskine af sin art. Den kan tværtimod se frem til at få rigeligt at se til. Faktisk har Arkils afdelingschef i Aalborg, René Hald, den holdning, at den nye i familien lige så godt kan lave det hele.
- Det første større projekt, vi bruger maskinen på, er en udstykning af 10 grunde i Hals ude ved Aalborg Bugt. Vi lader hjulgraveren køre med vogn efter, og så kan den ellers gå i gang med vej, kloakstik, kantsten og hvad der ellers skal laves. Vi kan jo bruge den til det meste, så der er ingen grund til at køre andre maskiner derud, siger René Hald.

Læs også:
Et år senere: Blandt de mest efterspurgte modeller i Danmark

Topcon skal prøves
- Det er ellers ved at være mange år siden, vi sidst har haft en hjulgraver i Aalborg-afdelingen. Nu besluttede vi, at vi skulle have en igen og se, om vi kan få en forretning ud af det. Det tegner det til. Vi har så også fået monteret Topcon maskinstyring på hjulgraveren. Arkil har ellers tradition for et andet mærke maskinstyringsmateriel, men nu er Aalborg-afdelingen blevet udvalgt til at teste Topcon af, hvilket måske godt komme til at smitte af på fremtidige køb, siger René Hald og fortsætter:
- Når vi er færdige med byggemodningen i Hals, kommer den nye Komatsu-hjulgraver nok ind og laver BRT i Aalborg, vurderer René Hald, som foruden Komatsu PW158-11 har købt en 31 tons Komatsu PC290LC-11 og to styk PC138US-11 på hver 15 tons. Den største af maskinerne blev afleveret til Arkils afdeling i Silkeborg. De to 15 tons har tjekket ind hos Arkils anlægsafdelinger i henholdsvis København og Aarhus.