<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
G65A8075-Edit
Annonce

De offentlige projekter driver udviklingen. Derfor er god planlægning helt essentiel, så virksomhederne kan være sikre på, hvad der kommer og opnå stabilitet, siger Britta Keldsen.

Arctic Law Greenland ser ind i udfordrende grønlandsk fremtid

  • Nordatlantisk Byggeri
  • Byggeriets udvikling
  • 2024-04-08
  • | Af Morten Bøcker
  • | Fotos af Arctic Law Greenland

    Britta Keldsen, partner i Arctic Law Greenland, har - sammen med sine otte kolleger i et af Grønlands største advokatfirmaer - fingeren på pulsen i samfund og erhvervsliv. Væksten har været eksponentiel i en længere periode. Nu skal mulighederne gribes, hvis ikke udviklingen skal gå lidt i stå, mener hun.

    Mange taler om det. Bekymringen fornemmes tydeligt i erhvervslivet og virksomheder, der arbejder for dem – som for eksempel Arctic Law Greenland. I flere år har man nærmest knebet sig i armen: Drømmer jeg eller er jeg vågen, når den ene store investering efter den anden blev sat i gang i form af anlægs- og byggeprojekter. Alle hænder har været og er fortsat i arbejde. Men det kan ikke fortsætte på den måde, er den udbredte holdning. Så hvad nu? Hvad er vigtigt for at undgå noget, der minder om en nedtur?

    Britta Keldsen, der er en af to partnere i et af Grønlands største advokatfirmaer og medlem af brancheudvalget for liberalt erhverv ved Grønlands Erhverv, er blandt de bekymrede – men hun kan også se muligheder.

    - Den største drivkraft er infrastrukturprojekterne i form af de tre nye lufthavne, hvoraf den ene er færdig i år og de to andre næste år. Det skaber selvfølgelig bekymring i bygge- og anlægsbanchen for, hvad der skal tage over, siger Britta Keldsen.

    Hertil kommer afmatning i det private byggeri, hvilket til dels skyldes, at det grønlandske selvstyre har ændret lånebevillingsmetoden, så der ikke længere kan opnås offentlige lån. Finansieringen er blevet dyrere i takt med inflation og rentestigninger.

    Tilbage er det offentlige byggeri, som også har haft fart på i en årrække.

    - Det offentlige har et meget stort ejerskab i Grønland. De offentlige projekter driver udviklingen. Derfor er god planlægning helt essentiel, så virksomhederne kan være sikre på, hvad der kommer, og opnå stabilitet, siger Britta Keldsen.

     

    kontorArctic Law Greeland har en solid forankring i det grønlandske samfund blandt andet gennem et bredt erhvervsmæssigt netværk og frivilligt arbejde i råd nævn og faglige organisationer. Teamet tæller hele ni medarbejdere.



    I venteposition til vandkraftværker

    En af de muligheder, Britta Keldsen ser, er, at den politiske proces omkring udbud af vandkraftværker kommer på plads.

    - Det er der mange i entreprenørbranchen, der går og venter på. Projekterne skulle have været udbudt i 2022. Men i øjeblikket er der ingen, der ved, hvornår det sker, siger Britta Keldsen.

    - Og det er naturligvis ærgerligt, når vi nu står i scenariet med lufthavnene, som snart er færdigbyggede.


    Mine-projekterne er også på ”hold”.

    - Vi kan ikke rigtig komme fra udforskning til udnyttelse. Og ændringer af lovgivningen, efter at der er investeret mange penge, får branchen til at ryste. Troværdigheden har lidt et knæk, siger Britta Keldsen.

    Turismen derimod ser ud til at kunne fylde noget af det projekttomrum, der opstår efter lufthavnene.

    - Vi står over for et stort potentiale, som også vil have stor betydning for bygge- og anlægsbranchen.

    Men det er ikke kun hoteller, der bliver behov for, hvis turismen skulle komme til at opleve et boom. Der er også behov for medarbejdere udefra, idet der ikke er nogen ledighed i Grønland.

    - Og det er administrativt rigtig tungt at få disse medarbejdere til Grønland, siger Britta Keldsen.

     

    Artic Law Greeland har stærk lokal forankring

    Netop immigration er noget af det, Arctic Law Greenland kan hjælpe med.

    Virksomheden kender det grønlandske erhvervsliv og rådgiver inden for et bredt udsnit af juridiske fagområder og har en stærk lokal forankring blandt andet gennem et bredt erhvervsmæssigt netværk.

    Hertil kommer det frivillige ”pro bono” arbejde, som Arctic Law Greenland også kendes for. Det kan være frivillige vagter i den lokale retshjælp samt frivilligt og ulønnet arbejde i råd, nævn og faglige organisationer.

    - Det gør vi af lyst, men også fordi det giver et indblik i det grønlandske samfunds sammenhængskraft og dermed indsigt og styrke i forhold til vores rådgivning, siger Britta Keldsen.

    Anbefalede artikler