Mie Wittenburg, ESG- og bæredygtighedschef hos idverde Danmark
Anlægsbranchen får ny materialepyramide til at mindske råstofforbruget
En ny materialepyramide skal hjælpe entreprenører, rådgivere og bygherrer med at reducere forbruget af råstoffer. Bag initiativet står idverde Danmark, Tscherning og Råstof-initiativet.
Mangel på grus, sand og sten kan i de kommende år skabe udfordringer for anlægsbranchen. Samtidig kan stigende materialepriser gøre det vanskeligere at gennemføre projekter. Derfor lancerer idverde Danmark, Tscherning og Råstof-initiativet en ny materialepyramide, der skal give anlægsbranchen et fælles grundlag for at vælge materialer og begrænse ressourceforbruget.
Byggebranchen har siden 2019 haft en materialepyramide, som hjælper bygherrer, entreprenører og rådgivere med at vurdere materialers klimaaftryk. Nu får anlægsbranchen sit eget værktøj, der tager højde for de særlige materialer og ressourceudfordringer, som kendetegner anlægsarbejder.
Hos drift- og anlægsvirksomheden idverde Danmark vurderer ESG- og bæredygtighedschef Mie Wittenburg, at der er behov for at ændre branchens tilgang til materialeforbrug. Flere centrale råstoffer er allerede under pres, og udviklingen kan føre til både forsyningsproblemer og højere priser.
– Vi er en branche, der skal på banen nu, for vi mærker allerede effekten af råstofmangel. Det kræver handling fra branchen selv, og materialepyramiden bliver et vigtigt skridt til at sætte fokus på problematikken og forhåbentlig inspirere til handling, udtaler Mie Wittenburg, ESG- og bæredygtighedschef i drift- og anlægsvirksomheden idverde Danmark i en pressemeddelelse.
Råstofmangel kræver ændrede arbejdsgange
Ifølge beregninger fra Dansk Industri bevæger Danmark sig mod et betydeligt gab mellem udbud og efterspørgsel på råstoffer frem mod 2040. Samtidig er der ikke udsigt til, at forbruget af nyopgravede materialer falder i de kommende år. Allerede i dag oplever dele af landet mangel på blandt andet grus og sten. Udfordringen kan blive større, efterhånden som efterspørgslen stiger, mens mulighederne for at åbne nye råstofgrave bliver mere begrænsede.
Ifølge Mie Wittenburg handler løsningen ikke alene om at finde alternative materialer. Anlægsbranchen skal også forholde sig mere kritisk til, hvor store mængder der anvendes i de enkelte projekter.
– Det er nødvendigt at sætte nogle nye standarder, så vi minimerer forbruget af materialer. Vi skal gøre op med en tendens til at overdimensionere materialebrug og overveje, om der er behov for så mange ton grus under et fortov, eller om mindre kan gøre det. Det handler også om økonomi - for vi ser allerede nu projekter, der ikke kan realiseres på grund af høje materialepriser, siger Mie Wittenburg.
Materialepyramiden skal dermed også bidrage til en diskussion om dimensionering, materialeforbrug og mulighederne for at anvende eksisterende ressourcer mere effektivt.
Fokus på grus, sand, sten og belægningsmaterialer
Den nye pyramide er udviklet med inspiration fra byggeriets materialepyramide, som Center for Industriel Arkitektur ved Det Kongelige Akademi står bag. Men anlægsbranchens materialeforbrug adskiller sig på flere områder fra byggeriets. Hvor beton, stål og træ fylder meget i byggeri, anvender anlægsbranchen store mængder grus, sand, sten, muld og forskellige belægningsmaterialer. Materialerne indgår blandt andet i etablering og renovering af veje, fortove, parker, pladser og øvrige byrum. Selv mindre ændringer i materialevalg og dimensionering kan derfor have betydning for det samlede råstofforbrug.
Flere af disse materialer er samtidig under stigende pres. Efterspørgslen forventes at vokse, mens adgangen til nye råstoffer bliver mere begrænset. Det øger behovet for både genanvendelse og en mere målrettet anvendelse af de tilgængelige ressourcer. Hos entreprenørvirksomheden Tscherning ser man materialepyramiden som et redskab til at skabe et fælles udgangspunkt for beslutninger på tværs af anlægsbranchen.
– Vi har brug for et fælles grundlag, hvis vi skal bruge færre ressourcer og træffe bedre materialevalg. Anlægsmaterialepyramiden gør det konkret og giver branchen et fælles sprog for den omstilling. Det støtter vi selvfølgelig, siger Anders Strange Sørensen, bæredygtigheds- og udviklingschef i Tscherning.
Materialevalg skal vurderes på flere miljøparametre
Hvor materialers klimaaftryk ofte er den primære parameter i vurderingen af byggematerialer, skal anlægsbranchens nye pyramide give et bredere billede af materialernes miljøpåvirkning.
Pyramiden visualiserer materialernes indlejrede klimaaftryk, men inddrager også andre miljøindikatorer. Det skal gøre det lettere for blandt andre landskabsarkitekter, entreprenører, rådgivere og bygherrer at sammenligne materialernes miljøprofil.
Formålet er at skabe et mere nuanceret beslutningsgrundlag, hvor valget af materialer ikke alene afhænger af deres CO2-aftryk, men også af andre relevante miljøpåvirkninger. Pyramiden skal samtidig fungere som et dialogværktøj tidligt i projekterne, hvor mulighederne for at påvirke materialevalg, mængder og løsninger ofte er størst. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt der kan anvendes genbrugte eller genanvendte materialer frem for nye råstoffer, og hvordan lokale materialestrømme kan udnyttes bedre.
Vil holde flere råstoffer i kredsløb
En væsentlig del af initiativet handler om at mindske afhængigheden af nyindvundne råstoffer. Det kræver ifølge initiativtagerne, at anlægsbranchen i højere grad betragter eksisterende materialer som ressourcer, der kan indgå i nye projekter. Materialepyramiden skal derfor ikke blot bruges til at sammenligne materialernes miljøpåvirkning. Den skal også sætte fokus på genbrug, genanvendelse og behovet for nye standarder for materialeforbrug. Hos Råstof-initiativet er ambitionen at bidrage til en ændring af den måde, anlægsbranchen planlægger og udfører projekter på.
– Hele vores mission er at ændre tilgangen til brug af råstoffer i anlægsbranchen og udarbejde nye standarder for mængden af sand, grus og sten - og ikke mindst blive bedre til at genanvende råstoffer og derved holde dem inde i kredsløbet. Derfor er vi også glade for at kunne dele den nye materialepyramide med hele branchen, siger Kirstine Skov Nielsen, projektleder i Råstof-initiativet.
Med den nye materialepyramide får anlægsbranchen dermed et værktøj, der kan understøtte diskussionen om både ressourceknaphed, materialevalg og miljøpåvirkning.
Fakta om anlægsbranchens materialepyramide
Materialepyramiden er udviklet med udgangspunkt i de materialetyper, der anvendes i anlægsbranchen, og er inspireret af byggeriets materialepyramide fra Center for Industriel Arkitektur ved Det Kongelige Akademi.
Datagrundlaget bygger på miljøvaredeklarationer, EPD'er, for de enkelte materialer og omfatter livscyklusfaserne A1-A3. Det vil sige miljøpåvirkningen fra råstofudvinding og transport til produktion af det færdige materiale.
Pyramiden viser dermed materialernes indlejrede klimaaftryk og øvrige udvalgte miljøpåvirkninger frem til produktionsfasen. Den medregner ikke selve indbygningen i anlægsprojektet.
Værktøjet er tænkt som en indikator til materialevalg og ikke som en fuldstændig livscyklusvurdering af det færdige anlæg.