Analyse: Dårlige veje koster dyrt for kommuner
Ny COWI-analyse viser, at manglende vejvedligehold ikke kun øger kommunernes regning, men også rammer trafiksikkerhed, mobilitet, sundhed og byliv, ifølge Dansk Vejforening.
Når kommuner nedprioriterer vedligehold af veje, cykelstier og fortove, kan det blive dyrt på flere fronter. Det viser en ny analyse, som COWI har udarbejdet for Dansk Industri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Vejforening og Asfaltindustrien.
Ifølge analysen har manglende vejvedligehold ikke alene betydning for den tekniske tilstand og de kommunale anlægsbudgetter. Det påvirker også trafiksikkerhed, fremkommelighed, miljø, sundhed og borgernes oplevede livskvalitet.
Hos Dansk Industri peger chefkonsulent Jacob Pryds Winkel på, at analysen tydeliggør værdien af løbende vedligehold:
– Gode og vel vedligeholdte veje er vigtige for sikker og effektiv mobilitet i Danmark. Derfor er det fra Dansk Industri centralt, at der fra kommunerne prioriteres kapitalbevarende vejvedligehold. Med den nye analyse er vigtigheden af vedligeholdte fortove, cykelstier og veje blevet endnu mere tydelig med klar sammenhæng til borgernes tryghed, sundhed og livskvalitet i byerne.
Jakob Svane, adm. direktør i Asfaltindustrien
Efterslæb øger både udgifter og tidsforbrug
Analysen peger på, at dårlige vejforhold kan føre til flere uheld og skader, men også til højere brugeromkostninger og længere rejsetid for både bilister og cyklister. Huller i vejen, ujævn belægning og nedslidte cykelstier påvirker fremkommeligheden og gør transporten mindre effektiv.
Emil Ipsen, sekretariatschef i Dansk Vejforening, fremhæver, at konsekvenserne også mærkes direkte i hverdagen:
– Tid er en kernevaluta for mange familier. Bedre fremkommelighed og velholdte veje går derfor hånd i hånd. Jeg synes, man skylder borgerne, at de ikke skal spilde unødig tid på vejene eller cykelstierne, når de bevæger sig frem i trafikken, siger Emil Ipsen i en pressemeddelelse.
Samtidig understreger analysen, at udskudt vedligeholdelse kan gøre regningen markant større. Ifølge de medvirkende organisationer er det væsentligt dyrere at genoprette en forfalden vej end at vedligeholde den løbende.
Fra Asfaltindustriens direktør Jakob Svane lyder det:
– Det er i forvejen dyrt for kommunekassen at spare på vejvedligehold, fordi det er tre gange så dyrt at genoprette en forfalden vej som at vedligeholde den i tide. Men det har også store ekstraomkostninger for borgerne, når kommunen sparer på vedligeholdet. Det dokumenteres nu for første gang samlet i COWIs rapport.
Vejkapital og langsigtet planlægning
Foreningen af Rådgivende Ingeniører peger på, at vejvedligehold bør ses som en del af en bredere, strategisk planlægning af den kommunale infrastruktur.
Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, siger:
– Når vi ser på konsekvenserne samlet, bliver det tydeligt, at vejvedligehold ikke kun handler om asfalt, men om at skabe velfungerende byer. Det kræver, at kommunerne planlægger langsigtet og bruger den tekniske viden, der findes, til at holde vejkapitalen sund. På den måde kan vi både spare penge og skabe en tryggere hverdag for borgerne.
Analysen konkluderer samlet, at vejforfald ikke kun er et teknisk spørgsmål, men et samfundsøkonomisk anliggende med betydning for både økonomi, miljø og folkesundhed. De fire organisationer opfordrer derfor kommunerne til at skabe overblik over vejenes tilstand og lægge planer for at indhente eventuelt efterslæb.
Analysen henviser blandt andet til, at hver trafikulykke i gennemsnit koster samfundet 2,8 mio. kr., og at bedre cykelinfrastruktur kan give målbare gevinster i form af reduceret tidsforbrug og sundhedseffekter.
Syv hovedpointer fra analysen
Blandt analysens centrale konklusioner er, at godt vejvedligehold:
- Reducerer risikoen for uheld og skader.
- Øger trygheden og kan fremme gang og cykling.
- Mindsker slid og andre brugeromkostninger for trafikanter.
- Forbedrer fremkommelighed og reducerer tidsforbrug.
- Sænker brændstofforbrug og miljøbelastning.
- Kan styrke bymiljø og lokal attraktivitet.
- Forbedrer tilgængelighed for børn, ældre og andre sårbare trafikanter og social inklusion.
Hele analysen kan læses her på Dansk Vejforenings hjemmeside.