<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Ny Ellebjerg Olivas Borehoved 01 Foto Metroselskabet

50 tons borehoved til tunnelboremaskine på metrobyggeriet hejset op

  • Anlæg
  • Veje og Infrastruktur
  • 2021-01-15
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Borehovedet på tunnelboremaskinen Olivia måler ca. 6 meter i diameter og vejer omkring 50 ton. Det er den ene af to tunnelboremaskine på 600 tons, der er på arbejde på metrobyggeriet i Sydhavn, hvor den ene er blevet hejset op fra den dybe skakt på byggepladsen ved Ny Ellebjerg.

    Trods udfordringerne med den igangværende pandemi bliver der arbejdet hårdt på at holde fremdriften høj på byggeriet af den nye metrolinje M4 Sydhavn. I denne uge blev borehovedet til den ene tunnelboremaskine på metrobyggeriet i Sydhavn hejset op fra den dybe skakt på byggepladsen ved Ny Ellebjerg, hvor maskinen kort før jul brød igennem til den kommende metrostation. Stationen bliver et af de største trafikale knudepunkter, når M4 Sydhavn åbner i 2024.

     

    De to tunnelboremaskiner i Sydhavn, Inge og Olivia, er metrobyggeriets største maskiner. De har en kampvægt på godt 600 ton og en længde på mere end 140 meter. Olivias borehoved (den forreste del af maskinen) måler knap 6 meter i diameter og vejer ca. 50 ton.

     

    Borehovedet og maskinens andre dele fragtes nu gennem byen tilbage til Enghave Brygge, hvor Olivia – sammen med søstermaskinen Inge – skal bore den sidste del af tunnelstrækningen frem til Havneholmen, hvor M4 Sydhavn kobles til Cityringen og resten af metronettet. Nogle af delene er så store, at de skal transporteres gennem byen om natten af hensyn til den øvrige trafik.

     

    Ny Ellebjerg Olivas Borehoved 02 Foto Metroselskabet

     

     

    Indtil videre har tunnelboremaskinerne forvandlet knap 3,5 kilometer af hovedstadens undergrund til ny metrotunnel. De første stationer på strækningen, Enghave Brygge, Sluseholmen og Mozarts Plads, er dermed forbundet med Ny Ellebjerg, og forude venter den sidste del af etapen – ca. 900 meter frem til den kommende metrostation Havneholmen ved Fisketorvet.

     

    Ny Ellebjerg Olivas Borehoved 05 Foto Metroselskabet

    Fakta om M4 Sydhavn

    • Metroselskabet og entreprenøren T3L er i fuld gang med at anlægge fem nye metrostationer i Sydhavn.
    • Stationerne bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City og videre til Sydhavn.
    • Sydhavnsstrækningen bliver 4,5 km lang og får ca. 9 millioner passagerer om året.
    • Med M4 Sydhavn bliver der skabt et endnu stærkere kollektivt trafiknet, der skal mindske trængsel og øge mobiliteten i hovedstadsområdet.
    • For at sikre et trygt arbejdsmiljø og forebygge smittespredning bliver alle medarbejdere løbende testet på byggepladserne på Sydhavnsprojektet.
    Anbefalede artikler