<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
ac-stilladser-topbillede
Annonce

40 år i højden med AC Stilladser A/S

  • Byggepladsen
  • Byggeprojekter
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • Femern
  • Sikkerhed
  • Veje og Infrastruktur
  • 2024-03-22
  • | Af Frank Ulstrup

    Tage Nielsen har bygget AC Stilladser A/S op fra bunden, og kan i dag glæde sig over, at hans virksomhed har bidraget til nogle af danmarkshistoriens største bygge- og anlægsprojekter.

    3

    Det stod ikke skrevet nogen steder, at Tage Nielsen en dag skulle blive ejer af en virksomhed, der bidrog til nogle af danmarkshistoriens største og mest ikoniske byggerier.

    Det hele startede nemlig ret så ydmygt med far, mor og to søskende i en lillebitte toværelses lejlighed på Nørrebro.

    Men lysten til eventyr og ikke mindst modet til at tage chancer, lå dybt forankret i familien, fortæller han:

    - I 1960 fandt mine forældre på, at vi skulle immigrere til Australien og starte et nyt liv der. Jeg var 12 år, og synes det hele var fantastisk spændende, siger han og fortsætter:

    - Men det var da en kæmpe omvæltning at komme fra det tæt bebyggede Nørrebro og så til Australien med de åbne vidder og næsten ingen mennesker. Faktisk var de alt for få indbyggere anledningen til, at den australske regering tilbød at betale folks billet, hvis de bare lovede at bosætte sig i landet i mindst to år.

     

    Eget firma i 1980

    Den mulighed kunne familien Nielsen ikke lade passere, så afsted det gik til den anden side af jorden.

    Men det blev ikke til noget livslangt eventyr:

    - Særligt min mor begyndte at savne familie og venner og årstidernes skiften. Så efter tre år rejste vi hjem igen, fortæller Tage Nielsen og nævner, at han forlod skolen efter 8. klasse. Derefter arbejdede han i en årrække som ufaglært – heriblandt som stilladsarbejder.

    Særligt det sidste var noget, han kunne se muligheder i:

    - Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte i branchen, så i 1980 lånte jeg 30.000 kr. af min onkel og åbnede mit eget stilladsfirma. I starten var det bare mig og en enkelt ansat, der lejede stilladser og kørte rundt og satte dem op. Men gennem årene blev det til flere og flere medarbejdere, hvoraf mange er blev hos os i mange år. Dertil kom, at jeg i 1999 ansatte Bjarne Olsen som direktør og som medejer af 30 % af firmaet, lyder det.


    Vokseværk over hele linjen

    I dag er firmaet så vokset til ikke færre end 70 medarbejdere, og referencelisten viser, at AC Stilladser A/S har haft en finger med i spillet på flere af de helt store projekter.

    Cityringen, Nordhavnsmetroen og Storstrømsbroen er bare nogle af dem. Og dertil kommer selvfølgelig opgaven med at opsætte stilladser for Femern Link Contractors (FLC) på Danmarks Største infrastrukturprojekt, Femern Bælt tunnelen:

    - Vi har bl.a. bygget adgangsveje til de store stålkonstruktioner i støbehallerne og opsat stilladser til montage af forskalling, fortæller Tage Nielsen og nævner, at visse dele af arbejdet – særligt det med hænge- og specialstilladser - er udført under særdeles vanskelige forhold:

    - Derfor er vi også glade for, at vi har været med fra starten, og for at projektledelsen havde bestemt sig for at benytte PERI-UP stilladser, der efter min mening er noget af det bedste.

    Tage Nielsen tilføjer, at projekter af den kaliber også stiller store krav til medarbejderne på pladsen:

    - Vi har montører, der har været hos os i 20 – 30 år, og som har gennemgået den to-årige uddannelse til stilladsmontør. Så de er godt klædt på og har et indgående kendskab til alle de stilladstyper, der arbejdes med, siger han.

    Opskriften på succes

    Spørger man Tage Nielsen, der i dag er blevet 75 år, om opskriften på AC Stilladsers succes, bliver han først lidt tavs i mælet. Men efter lidt tid kommer svaret:

    - Man skal sige sandheden, holde sine aftaler og få tingene lavet til tiden. Og hvis en tidsplan af en eller anden grund ikke kan overholdes, så skal kunden være den første, der får det at vide. Det er i hvert fald de principper, jeg har forsøgt at guide efter, smiler Tage Nielsen, der i dag også er virksomhedens bestyrelsesformand.
    Anbefalede artikler