DGS-2501-1k

40.000 virksomheder risikerer at blive ramt af nye bogføringskrav

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • IT og ny teknologi
  • Den effektive byggeproces
  • 2026-01-14
  • | Af Redaktionen

  • Nye digitale bogføringsregler SAF-T 2.0 kan ramme tusindvis af virksomheder uden varsel. Ekspert hos Digisense advarer om risiko for dagbøder og tabt konkurrenceevne – især for små og mellemstore virksomheder.

    DGS-2501-2k


    Selvom de nye bogføringskrav efter planen kun skal gælde for virksomheder med registrerede standardbogføringssystemer, kan op mod 40.000 danske virksomheder blive indirekte omfattet. Det vurderer Kåre Bo Rasmussen, chefkonsulent i Digisense, som udvikler digitale bogføringsløsninger.

    Den opdaterede version af det digitale SAF-T-format (Standard Audit File – Tax), som blev indført 1. januar 2024, forventes fuldt implementeret som SAF-T 2.0 fra 1. juli 2026. Formatet skal skabe større gennemsigtighed, muliggøre automatiseret kontrol og lette administrative processer – f.eks. ved lånevurdering, benchmark-analyser og momsindberetning. Men ifølge Kåre Bo Rasmussen kan også virksomheder uden standardiserede bogføringssystemer blive ramt af de nye krav.

    - Omkring 40.000 danske virksomheder bruger i dag ikke-standardsystemer, og selv om det ikke står nedfældet i loven, kan de nye regler også komme til at omfatte dem. Det er meget sandsynligt, at SKAT kommer til at bygge nye løsninger og kontroller oven på SAF-T 2.0, og ad den vej kan kravene pludselig komme til at gælde alle, fortæller han i en pressemeddelelse.

     

    Risiko for dagbøder og spildte ressourcer

    Konsekvenserne kan være alvorlige for de virksomheder, der ikke er forberedt på overgangen.

    - Det kan skabe store problemer for alle dem, der ikke bruger standardsystemerne, og som på kort tid skal leve op til nye lovkrav for at undgå dagbøder. Det er en meget usikker situation for rigtig mange virksomheder, der risikerer at stå med håret i postkassen, advarer Kåre Bo Rasmussen.

    Små virksomheder kan sakke bagud

    Samtidig peger Digisense på, at især små og mellemstore virksomheder risikerer at gå glip af vækst og effektiviseringsgevinster, hvis de ikke tager den nye teknologi til sig.

    – SAF-T 2.0 muliggør nemmere dataoverførsel, når man skifter system, og skaber et bedre grundlag for automatisering og digital kontrol. Det giver både myndigheder og virksomheder mere robuste og mindre fejlbehæftede processer. Små virksomheder kan spare betydelige ressourcer ved at effektivisere deres it-systemer – og det er penge, der i stedet kan bruges på drift og udvikling, forklarer Kåre.

    Ifølge Digisense vil en utilsigtet opdeling mellem virksomheder med og uden standardsystemer desuden kunne føre til ulige konkurrencevilkår i markedet.

    Efterspørger klarhed fra myndighederne

    Hos Digisense har man udviklet en løsning, der gør det muligt for ikke-standardiserede systemer at eksportere data i det nye SAF-T 2.0-format. Men Kåre Bo Rasmussen efterlyser, at myndighederne kommunikerer mere tydeligt, hvilke krav der potentielt vil gælde fremover.

    – Der er risiko for, at mange virksomheder fejlagtigt tror, at kravene ikke angår dem. De virksomheder, der begynder at arbejde med SAF-T 2.0 nu, ruster sig til en fremtid, hvor bogføring og rapportering både kan blive hurtigere, mere effektiv og langt mindre sårbar over for fejl, slutter Kåre Bo Rasmussen.

    Læs flere artikler om digitalisering af bygge- og anlægsbranchen

    Anbefalede artikler