Test af MAN TGE-varebilen: ”Shit! …den er flot.”
Standard er ikke et ord, man bruger hos MAN, der med MAN TGE-modellen tilbyder en stærk og solid erhvervsbil, der kan bygges op til branchens specifikke behov. Bygge- og Anlægsavisen har bedt en repræsentant for målgruppen om at teste dens egenskaber.
Reaktionen er klar fra anlægsgartner Kasper Weitemeyer, da jeg stiger ud af MAN TGE-varebilen i hans store indkørsel i Greve. ”Den ser ond og luksuriøs ud…” Det er umiddelbart en god start, tænker jeg.
Kasper Weitemeyer er indehaver af i.Climb. Et firma, der specialiserer sig i træpleje for både private, virksomheder og offentlige institutioner. I sin hverdag kører Kasper Weitemeyer ud til fældning, sikkerhedsbeskæring og plantning af træer på hele Sjælland. Derfor er det vigtigt for Kasper Weitemeyer, at der er et godt og stabilt lad samt mulighed for fastspænding af materiel, udstyr samt opbevaringsmulighederne er i orden. Med op til mellem 100-150 km. kørsel dagen, sætter Kasper og kollegerne også stor pris på, at komforten i deres varebiler er gode:
- Det absolut første, jeg kigger på, er selvfølgelig ladet. Et godt lad er et alu-lad med høje sider og tip. På den måde kan vi have al maskineri med ud og træaffaldet med tilbage. En god frihøjde mellem hjulene er også attraktivt, da vi kan stoppe en masse kasser ind rundt omkring samt have fældejern med. Det må man sige, at denne her model af MAN TGE har, fortæller Kasper Weitemeyer og peger blandt andet på de kæmpe hulområder mellem hjulene.
Læs også test af Canter 3C15:
”Det oser af kvalitet”
Læsset til grænsen
Jeg har taget en 5 tons version - MAN TGE med 177 hk. samt 8-trins automatgear med til Kasper. Varebilen kan med sin nedvejning tage 3500 kg. anhængervægt, og det betyder noget for Kasper Weitemeyer, der på de fleste opgaver kører med anhænger læsset til grænsen.
I standardpakken finder man MANs sikkerhed og komfortudstyr som A/C, fartpilot, multikollisionsbremse og avanceret nødbremse med city funktion. Lane assistant styrer bilen sikkert inden for vejstriberne, det multifunktions- og justerbare rat, Hill Holder Assistent, komfort førersæde med armlæn, fjernbetjent centrallås, ESP stabiliseringsprogram, LED kabinelys, airbag, vinduesvisker intervalrelæ samt træthedsdetektor, skillevæg og 3-trins sædevarme i fører- og passagersæderne er ligeledes med til at sikre medarbejdernes trivsel og tryghed på turen til og fra opgaverne.
Dagens testversion er yderligere opgraderet med komfortpakke plus, der med blandt andet premium støddæmpning i kabinen, multifunktionsrat og display, fire 12V-udtag, chrompakke og farpilot giver følelsen af luksus. Oven i besidder modellen her en lys- og udsynspakke og den eftertragtede Media Van pakke Navigation.
Læs også: Anmeldelse:
MAN TGE er en ægte mesterbil
Et komfortabelt arbejdsmiljø
De op til 150 km om dagen som Kasper og han medarbejdere kører er der altså dækket godt op til i denne model. Men som nævnt opererer MAN ikke helt med begrebet standard. MAN TGE er designet til skræddersyning. På alle leder og kanter kan TGE’eren formes, farves og ændres, så den kan optimeres til ethvert behov. Det vidner om et køretøj, og fabrikant, der har rig erfaring med erhvervskøretøjer. Det er tydeligt at mærke, at den er bygget til dagligt slid, når man sætter sig ind i det store og rummelige førerhus og tænder motoren.
De skjulte glæder
Ude hos Kasper Weitemeyer er det tid til at køre en tur. Kasper bliver ellevild med det hydrerende sæde og de utallige aflæggermuligheder og hylder i førerhuset. Han savner imidlertid mulighed for at nedfælde ryglænet i midten ned, så der kan være kortere afstand til ordrebøger og kaffekopper. Det viser sig, at vi blot skal trække i en snor, hvorefter ryglænet netop bliver omdannet til et lille bord med to kopholdere, en tabletholder og aflæggerrum. Pludselig blev det ifølge Kasper Weitemeyer ”…til en chefbil.”
Ved samme øjekast viser TGE’eren sig fra endnu en rummelig side. Under passagersæderne finder man et stuverum så stort, at der er plads til endnu mere udstyr eller et mindre køleskab til de varme sommerdage i skoven. Det vækker begejstring:
- Det er perfekt. Her kan vi installere en lille termoboks med plads til seks kolde colaer og et par madpakker. Jeg var bekymret i starten, for hvor skulle vi have vores personalemappe, mad og drikke. Men det er der rigeligt med plads til her, siger Kasper Weitemeyer.
Bygget til læs
Lidt ’old school’ skal nøglen drejes rundt, og bilen skal nu testes. Er I klar? – spørger Kasper, og det må man sige, at vi er. Jeg sætter mig ind ved siden af de to gartnere, og vi kører fra anlægsgården hos i.Climb og ud på Greve Landevej.
På ruten kører vi forbi beplantninger og anlægsarbejde, som Kasper fortæller stolt om. Med sin venstre hånd kan han samtidigt styre fartspærre, fartpilot, vejsensorer og alle bilens mange andre sikkerhedsfunktioner. Herunder infotainment systemet, der betjenes via en 8 tommer skærm eller stemmestyring. Radio- og navigationsudstyret står skarpt og reaktionstiden fra tryk til handling er i særklasse. Der er to usb-porte, slots til SD-kort samt smartphone tilslutning. Systemet bliver peppet endnu mere op af en sensor, der aktiverer systemet, når man holder hånden tæt på skærmen.
Drejeradiussen er et umiddelbart kritikpunkt. Modellen, vi kører, er også omtrent dobbelt så lang som Kasper Weitemeyers nuværende varebil, så der skal en anelse tilvænning til. Men det skræmmer ikke chaufføren væk:
- Jeg ville bestemt ikke have noget imod at vores firma skulle have sådan en her. Den er måske lidt over-kill, men det er rart, at der er så meget plads, og vi let kan sidde tre mennesker. Den skal jo kunne trække de kilo, der er bag på, men accelerationen lyder til at have det lidt svært. Den mangler lidt det sidste, mistænker han.
Vi trækker tilbage ind på parkeringspladsen hos i.Climb i Greve, for nu skal vi teste TGE'eren
med hans fyldte trailer fast på krogen. Lige over krogen sidder et justerbart kamera med fokus på vejen. Da vi får traileren på, er det som om, at TGE’eren ændrer karakter:
- Den er faktisk meget overlegen med trailer på. Da vi kørte uden, var den lidt hård i gearerne og skiftet. Men nu, hvor der er trailervægt på, så kommer den mere til sin ret.
Vores længde kommer næsten op på 12 meter med traileren, og TGE'erren viser sig nu fra dens bedste side. Man kan mærke, at det er en erhvervsbil specifikt udviklet til branchen. Jeg beder Kasper Weitemeyer om den endelige dom:
- Alt i alt et rigtig godt indtryk. Den skal have 4,5 stjerne ud af seks. Det handler om, at vi i vores arbejde har brug for lidt kortere akser og et højere og kortere lad. Hvis du skal have en stor fræser eller lille gravmaskine, kan jeg godt se, at det ville give god mening med denne størrelse. For os, der kun skal have en rive og materiel, flis, grenaffald, stammer osv. Men dejlig komfort og en god motor, der bestemt har et stort potentiale, hvis man kan få den i nogle lidt andre dimensioner, afslutter Kasper Weitemeyer.
…og det kan MAN
Tilbage hos producenten gennemgår de en række af de muligheder, som TGE'eren kan bygges i. Der er tale om en erhvervsbil, der kan justeres, bygges og designes som kun fantasien sætter grænser. Så for vores anlægsgartner ville det kunne lade sig gøre med et kortere lad og alle de øvrige fagspecifikke detaljer, som efterspørges.
Døgnservice og straks-hjælp
Hos MAN gør man en dyd ud af at kundernes arbejde ikke forstyrres eller der opleves produktionstab. Med en 24 timers service sørger man for, hvis uheldet skulle være ude eller bilen have brug for service, at hjælpe kunderne med det samme. Inden for et døgn påbegyndes reparationen, og hvis kunderne har brug for en lånebil i perioden, er der altid mulighed for det. Ligeledes kører MAN ud til stop på alle vejtyper:
- Vi ved, hvad der betyder noget for vores kunder. At mangle en bil i bare få dage kan have voldsomme omkostninger for dem, der er afhængig af deres biler for at kunne udføre opgaver. Derfor tilbyder vi straks-hjælp, så kunderne kan komme ud på vejen igen så hurtigt som muligt, hvis der skulle opstå problemer, siger Nicklas Bengtsson fra MAN Truck og Bus Danmark. Han tilføjer, at varebilen desuden er en af de stærkeste på markedet med forstærket undervogn og komplet galvanisering.
Teknisk data
2.0 l 130 kW – 177 HK
Slagvolumen (cm3) – 1968
410 NM
EU6/EURO VI
8-trin automat gearkasse
Baghjulstræk twin
Start/stop funktion
Anhængervægt: 3500 kg.
Total vogntogsvægt: 7000 kg.
Egenvægt: 2285 kg.
11,5 km/l
Co2 228 g.