Test af Milwaukee vinkelsliber: Solide sikkerhedsfeatures og performance
Foråret er over os og nu er det blevet tid til anden ombæring af Bygge- & Anlægsavisens store værktøjstest, hvor vores oplagte testpanel prøver kræfter med værktøj fra nogle af markedets største producenter.
Milwaukees seneste nye vinkelsliber er verdens første store vinkelsliber drevet af ét 18V batteri med kraft nok til at slibe. Den har kapacitet til 68 snit pr. opladning i 42mm rustfrit stålrør. Dens skivebremse sænker hurtigt hastigheden og øger dermed brugersikkerheden. Men også den store ikke-låsbare sikkerhedsafbryder med line-lock-out funktion, der forhindrer utilsigtet start af maskinen, er en vigtig sikkerhedsfeature.
Den har en avanceret overbelastningsbeskyttelse, kraftigere motor end sine forgængere samt anti-vibrations støttegreb for lavere vibrationer, som samlet giver en optimal brugeroplevelse. Dette understøttes også af en justerbar beskyttelsesskærm og et klingeskift, der ikke kræver noget værktøj.
Thomas tager den i hænderne som den første, løfter den op og går i gang med at skifte klinge:
- Klingeskiftet er nemt og hurtigt, og det er rart, at man ikke behøver noget værktøj, forklarer Thomas Lomberg, efter at have sat en pudseklinge på, og fortsætter efter at have testet maskinen:
- Jeg er meget tilfreds med låsemekanismen. Man tænder den ikke ved et uheld, og det er sgu vigtigt med sådan et stykke værktøj. Og så synes jeg samtidigt, at balancen er rigtigt god. Uanset hvilken position jeg står i, så føles det helt naturligt.
- Ja sikringsmekanismen er virkeligt god. Man kan ikke bare slå den fra, men den besværliggør ikke brugen af værktøjet her, for nogle gange ser man, at sikkerhedsmekanismer kan irritere under brug, men det er bare ikke tilfældet her, forklarer Steffen Slott Jørgensen og afrunder:
- Den kunne jeg godt bruge på gården og i mit eget værksted. Den ligger bare godt i hænderne og er alt i alt et lækkert stykke værktøj.
Herefter tager Lasse Hald den i brug:
- Normalt bruger jeg ikke sådan en, vi murere vil jo hellere rive og flå i tingene, griner han og fortsætter:
- Men den er velafbalanceret, og jeg synes den overrasker meget positivt i forhold til dens kræfter. Jeg syntes at Milwaukee har formået at få meget pakket ind i en ellers kompakt maskine.
- Klingeskiftet er virkeligt også noget jeg er glad for. Det er rart, at der tænkes over sådanne nogle små detaljer, der bare gør livet lidt nemmere ude på byggepladsen, forklarer Tobias Preilev.
Læs også: Milwaukee Tool er byggepladsens totalleverandør
Tekniske specifikationer:
Anti-kickback beskyttelse: Ja
Kapacitet (Ah): 12.0
Maks. skæredybde: 65 mm
Nulspændingsafbryder: Ja
Omdr. ubelastet (omdr./min): 6.600
Skivediameter: 230 mm
Vægt inkl. Batteri: 5.3 kg
Spænding: 18V
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel
Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner. Han er uddannet møbel- og bygningssnedker og har blandt arbejdet i Norge og Gaza. Hans mål er at uddanne Danmarks bedste bygningssnedkere.
Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, hvor han også er en del af Skills-holdet. Hertil er han i lære hos Hoffmann, hvor han håndterer vidt forskellige opgaver, hvilket har været med til at give ham en bred håndværksmæssig forståelse.
Thomas Lomberg er blikkenslager og udlært i 1994. Han laver alt inden for VVS-arbejde og er tilknyttet små og store projekter. Han er ansat i CG Enterprise, der siden 1927 har håndteret en bred vifte af opgaver i forbindelse med VVS-arbejde, hovedentrepriser såvel som tekniske storentrepriser og fagentrepriser.
Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker, og er ved at blive kørt i position til at kunne blive en del af Roskilde Tekniske Skoles Skills-team.
Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Øens Murerfirma for at holde murergerningen ved lige.
En stor tak til STARK på Frederiksberg for at stille deres lokaler til rådighed for Bygge- & Anlægsavisens testpanel