Test af DEWALT 18V overfræser: ”De er virkeligt lykkedes med deres nye overfræser”
Den nye overfræser fra DEWALT er kompatibel med alle DEWALTs 18V XR-batterier. Den har en variabel hastighedskontrol og er forsynet med kropsgreb og dykbase med en detaljeret højdejustering for større alsidighed ved enhver opgave. Detaljer som dobbelte LED-lamper, indbygget i aluminiumshuset bidrager til brugervenligheden, og overfræseren kan klare alle opgaver, den kan komme ud for.
Ruben Wollenberg og Mads Buch fra ZBC Erhvervsskole går straks i gang med at samle overfræseren. Der er mange dele, og det hele skal lige justeres og tilpasses, før de er klar til at gå i kamp med træet:
- Det tog lidt tid at få den samlet, men det er jo bare fordi, den har så mange ekstra funktioner. Man kan køre med den stationært eller med fri hånd. Og så er der jo også et støvsugermodul, hvilket virkeligt er smart, hvis nu man arbejder i en fin lejlighed eller lignende, siger Ruben Wollenberg.
- Normalt bruger vi en overfræser med ledning på skolen, men jeg foretrækker da helt klart batteri. Ledningen kommer hele tiden i vejen, særligt med sådan en overfræser, så den her er godt nok fed. Jeg behøver heller ikke holde knappen nede for at køre med den, så man kan tage fat med begge hænder. Det gør, at man har rigtig god kontrol over maskinen, fortæller Mads Buch.
- Der er en smule modstand, når man kører hen ad træet med fræseren. Det er ikke på en dårlig måde, tværtimod, det hjælper virkelig med præcisionen. Samtidigt larmer den ikke nær så meget, som den vi bruger på skolen, indskyder Rasmus Andersen, der også er fra ZBC Erhvervsskole.
- Den er også nem at indstille, det er virkeligt et godt og alsidigt værktøj. Jeg ville da gerne have den her med mig når jeg eksempelvis skal lave en bunke radiatorskjulere, siger Mads Buch.
Ida Sofie Prien, butikschefen i Carl Møller Trælast, står også på sidelinjen og kigger på værktøjet. Men til sidst kan hun ikke dy sig. Hun finder noget bambus frem og går også i gang med at teste overfræseren:
- Den er god at arbejde med. Hjørnerne bliver fine, selv i bambus. Bambus splintrer jo ofte, til dels fordi man kan blive lidt utålmodig, og presser maskinen lidt for hurtigt igennem træet. Men det er ikke sket her. Der kommer lidt brændemærker i bambussen, men det kan man jo ikke rigtigt undgå, og man sliber det jo alligevel bagefter. Overordnet set er jeg virkelig begejstret, fortæller Ida Sofie Prien.
Steffen Slott Jørgensen, dansk Skills mester i bygningssnedkerkategorien fra Roskilde Tekniske skole, er også tilfreds:
- Det er jo et nyt system, og det er rigtig godt, at at den kan bruges som kant- og overfræser uden problemer. Der er fint med kraft på til trods for, at den er på batteri. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg er helt vild med modulet til at sætte en støvsugerslange på. Det tror jeg ikke rigtigt, at der er nogen, der bruger, fortæller Steffen Slott Jørgensen.
Steffens faglærer Peter Johnny Hansen afbryder dog:
- Det kan godt være, at der ikke er mange, der bruger sug, men det burde de altså. Det er vigtigt for arbejdsmiljøet. Jeg har ofte brugt ledninger og sugeslange på min overfræser, så det her er da et velkomment tilbehør.
- Der er også god plads til fingrene. Selv mine pølsefingre kan være her, griner Steffen Slott Jørgensen og afslutter:
- Man skal lige vænne sig til, at ens overfræser pludselig kan så meget og har så meget tilbehør. Men når man først har det, så syntes jeg virkelig, at DEWALT er lykkedes med deres nye overfræser.
Tekniske Specifikationer:
DEWALT 18V XR kulløs 8mm overfræser DCW604
Arbejdsdybde/bevægelse: 55 mm
Spændepatron-diameter: 43318 mm
Skære diameter: 30 mm
Stor tak til Carl Møller Trælast
Bygge- & Anlægsavisen har i værktøjstesten fået lov at benytte værkstedet hos Carl Møller Trælast på Sølvtorvet i centrum af København, som også kan lånes af butikkens kunder. Butikschef Ida Sofie Prien var en god samarbejdspartner, og hun kunne heller ikke lade være med at deltage i værktøjstesten. Carl Møller Trælast har et stort udvalg af hånd- og el-værktøj, el-artikler, isenkram, maling, arbejdstøj og lister i træ til både private og professionelle. Vi mærkede tydeligt, at man i Carl Møller lægger vægt på den tætte kontakt og høje serviceniveau, hvor man som kunde går ud af døren med en god oplevelse.
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel
Mads Buch er i gang med at uddanne sig til tømrer ved ZBC Erhvervsskole – og er sjakbajs for testpanelets to andre elever fra ZBC.
Ruben Wollenberg er i gang med at uddanne sig til tømrer ved ZBC Erhvervsskole.
Rasmus Andersen er i gang med at uddanne sig til tømrer ved ZBC Erhvervsskole.
Lasse Buch Olesen er murer hos Jeudan, hvor han primært laver facadearbejde på fredede ejendomme i København.
Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner og er uddannet møbel- og bygningssnedker.
Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, og har vundet DM i Skills i bygningssnedkerkategorien. Hertil er han i lære hos Hoffmann.