PVC-industrien tager lederrolle i EU’s alliance for plastgenanvendelse
PVC-plast er den mest anvendte plast i byggesektoren, og allerede i dag genanvendes årligt knap 730.000 tons PVC i Europa. Derfor har den europæiske PVC-industris bæredygtighedsprogram VinylPlus påtaget sig en lederrolle i EU-Kommissionens Circular Plastics Alliance, der har som mål at øge plastgenanvendelsen til ti millioner tons om året i 2025
Plast er et unikt materiale, der ikke kan undværes i velfærdssamfundet. Særligt i byggesektoren viser plasten sit værd ved langtidsholdbare og prisbillige produkter, der kan genanvendes igen og igen. Men der bliver ikke genanvendt nok af plasten, og derfor nedsatte EU-Kommissionen i 2019 Circular Plastics Alliance som del af den europæiske plaststrategi.
Målet er at mindst ti millioner tons plastaffald finder vej til nye produkter i 2025. Vejen dertil er frivillige forpligtelser fra alle dele af plastindustrien.
To årtiers bæredygtig udvikling af PVC-plast
PVC-industrien meldte sig hurtigt under alliancens faner med et bidrag på mindst 900.000 tons PVC-affald. Det var nemlig i direkte forlængelse af de seneste to årtiers arbejde med bæredygtig udvikling, som er samlet i VinylPlus-programmet. VinylPlus samler hele værdikæden og har bl.a. som mål at minimere emissioner, øge genanvendelsen og udfase uønskede stoffer. Siden 2001 er mere end 6.5 millioner tons PVC blevet genanvendt, hvilket har givet en CO2-besparelse 13 millioner tons.
PVC er desuden den mest anvendte plast i byggeriet. Plasten bruges bl.a. til drikkevands- og kloakrør, tagrender, vinylgulve, kabler og tagbelægninger. Som markedsleder indenfor byggeriet var det derfor naturligt, at VinylPlus-direktør Brigitte Dero påtog sig lederrollen i arbejdsgruppen for byggesektoren under Circular Plastics Alliance.
Læs også:
Fra byggeaffald til kreative byhaver
Ros fra EU-Kommissionen
PVC-industriens engagement og proaktive rolle i Circular Plastics Alliance får ros af Kirsi Ekroth-Manssila, enhedschef ved Europa-Kommissionens DG GROW:
- VinylPlus er et perfekt eksempel på, hvordan man kan gøre den cirkulære økonomi til virkelighed. PVC-industrien er den første værdikæde, der har taget udfordringen op med at omdanne et problem til en mulighed. Det skete allerede i 2001. Ved at håndtere de miljøproblemer, der knytter sig til PVC-anvendelsen, kom VinylPlus med en ambitiøs og fremadskuende tilgang: Man organiserede, samarbejdede og kommunikerede med hele værdikæden, fra råvareproducenter over plastforarbejdende virksomheder, til dem der håndterer affaldet.
WUPPI-ordningen indsamler dansk PVC-affald til genanvendelse
Også i Danmark indsamles hårde PVC-byggeprodukter til genanvendelse. Det sker bl.a. gennem WUPPI-ordningen, der blev skabt for over 20 år siden af de danske virksomheder, der enten selv fremstiller hårde PVC-byggeprodukter eller forhandler disse produkter på det danske marked. WUPPI-ordningen bidrager til, at hård PVC udgør den største mængde plastaffald fra byggeriet, der indsamles til genanvendelse. Det slås fast i en nylig rapport fra DTU Miljø, hvor det også fremgår, at PVC kan genanvendes op til ti gange uden at der skal tilføres ny råvare.
Hvis du vil holde dig orienteret om hvad der sker indenfor genanvendelse af PVC-plast, kan du med fordel tilmelde dig WUPPI’s nyhedsbrev, der udkommer fire gange årligt. Tilmeld dig på wuppi.dk.