Bygge- og Anlægsavisen #4 -2.sektion

2026-06-22

Hvad skubber til udviklingen i byggeriet?

I denne udgivelse er vi med Hansson & Knudsen på byggepladsbesøg i Nivå, hvor man har været ved at afslutte tag- og facadearbejderne på skoleprojektet Generationernes Hus. Konstruktionen er udført som et hybridbyggeri med CLT, stål og beton som bærende elementer, og seniorprojektchef Michael Uhrup Nissen glæder sig over, at de bærende konstruktioner kommer til at være synlige i den færdige skolebygning og vil være med til at skabe et rart indeklima for eleverne.

Vi taler også med seniorkonsulent i Dansk Standard, Alexander Mollan Bohn Christiansen, om den nye, opdaterede standard for beregning af bygningers varmetab. Han fremhæver, at der hele tiden sker udvikling, såsom voksende isoleringstykkelser, skærpede tæthedskrav og udbredelsen af varmepumper. I moderne byggeri spiller ventilationstab, kuldebroer og randtab en langt større rolle i det samlede energibillede end før i tiden, og derfor er det vigtigt, at de tekniske standarder hele tiden fornyes.

Endelig kan administrerende direktør Stefan Duedal Sydbøge fra Layher fortælle om bestræbelserne på at digitalisere stilladsbranchen, hvor man via BIM-modeller, 3D-projektering, laserscanning af eksisterende bygninger og AR-teknologi, gør det muligt at koble projekteringen direkte til udførelsen på byggepladsen. Nye materialer, nye digitale værktøjer og nye samarbejdsmetoder flytter hele tiden byggeriet fremad mod færre fejl og større præcision.

Anbefalede artikler