Nordatlantisk Byggeri #11
Arktisk byggeri kræver lokalt fokus
Hos Grønlands Erhverv ser man lokale kompetencer og partnerskaber som en vigtig vej fremad for Grønland i en verden, hvor Arktis kommer til at spille en større rolle både på grund af storpolitiske forhold og den smeltende is ved polerne. Og helt konkret fremhæver Jostein Burmann fra E+N Arkitekter, at hvor man tidligere har kunnet bygge på permafrost, så må man nu på grund af klimaændringer fundere bygninger direkte i fjeldet. På udvidelsen af Hotel SØMA i Sisimiut har man arbejdet tæt sammen med entreprenøren BJ Entreprise, så projektet og byggeproces er designet og tilrettelagt med udgangspunkt i det klima, materialer, landskab og de kompetencer, som er til rådighed i Sisimiut.
Når man bygger i Arktis, skal alle byggematerialer importeres via fragtskibe og en enkelt fejl i bestillingen kan betyde op mod flere måneders forsinkelse. Som Mikkel Thams Olsen fra BIOSIS formulerer det, så er logistik ikke et underpunkt i projektplanen, men selve rygraden i byggeriet. Derfor har arkitektfirmaet i sine byggeprojekter i Arktis et enormt fokus på robusthed. Når reservedele er langt væk, så er vedligehold dyrt, og når adgang til håndværkere er begrænset, så bliver robusthed, levetid og driftssikkerhed afgørende.
Vi taler også med projektchef i boligselskabet Iserit A/S Sara Asmussen om erfaringerne med at bygge til DGNB i Grønland. Hun er stolt af, at man på boligprojekterne i Tuujuk og Pinguaraq har opnået DGNB Sølv med almindelig grønlandsk byggeskik. Bæredygtighed kommer ikke kun ud af grundige beregninger, men opstår i samarbejdet og den håndværksmæssige kvalitet, så bygningerne får en lang levetid. Det robuste byggeri det mest bæredygtige.