<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
EUC-sjaelland_elever

Elever fra EUC Sjælland

Tømrerelever bygger bålhus til kvarterhus i Køge Nord

  • Uddannelse og Rekruttering
  • Træ
  • Byrum
  • 2026-11-13
  • | Af Redaktionen

  • Nicklas Wincentz Veber Stryhn, underviser på tømreruddannelsen på EUC Sjælland, sammen med sine elever (Foto: dominque+serena)

    Seks tømrerelever fra EUC Sjællands EUX Grundforløb 1 arbejder på et byggeprojekt, hvor undervisningen omsættes til et konkret byggeri. Eleverne opfører et stort bålhus til Bramhøjgaard, der er under omdannelse fra historisk gård til kvarterhus i Køge Nord Skovby.

    Bålhuset skal indgå i de nye fysiske rammer omkring Bramhøjgaard, som fremover skal rumme kultur, kreative aktiviteter og lokale fællesskaber. 

    For eleverne giver projektet mulighed for allerede i begyndelsen af tømreruddannelsen at arbejde med en konstruktion, der skal anvendes uden for skolens værksteder. Samtidig får de erfaring med de krav til præcision, samarbejde og forståelse for byggeprocessen, som de senere vil møde på byggepladser.

    Ken-Kristensen_borgmesterBorgmester Ken Kristensen


    Praktisk byggeopgave styrker elevernes faglighed

    Samarbejdet mellem EUC Sjælland og Køge Kommune giver eleverne mulighed for at afprøve deres håndværksmæssige færdigheder på en byggeopgave med et konkret formål.

    Bramhøjgaard er et kommunalt projekt, hvor den eksisterende gård omdannes til et kvarterhus med fokus på genanvendelse af byggematerialer, kultur og aktiviteter for områdets borgere. Projektet er støttet af blandt andre Realdania og Lokale og Anlægsfonden.

    Borgmester i Køge Kommune, Ken Kristensen, ser en værdi i, at unge under deres uddannelse får mulighed for at bidrage til byggerier, der kommer lokalsamfundet til gode.

    – Der er noget særligt ved at kunne pege på et hus og sige: Det har jeg været med til at bygge. Det synes jeg er en fantastisk oplevelse at give de unge allerede under deres uddannelse. Vi skal have flere unge til at vælge håndværksfagene, for vi har brug for mennesker, der kan bygge, skabe og omsætte gode idéer til noget, vi alle sammen kan få glæde af, siger Ken Kristensen, i en pressemeddelelse.

    Også EUC Sjællands direktør, John Norman, fremhæver betydningen af at koble undervisningen til byggeopgaver, hvor eleverne skal forholde sig til både det håndværksmæssige arbejde og det færdige resultat.

    – Når vores elever bygger noget, som rent faktisk skal bruges, får de en anden forståelse for deres fag og det ansvar, der følger med. Det handler ikke kun om at lære de grundlæggende teknikker, men også om at opleve, hvordan ens håndværk kan bidrage til noget større. Samtidig er projektet et godt eksempel på, hvad vi kan skabe, når uddannelse og lokalsamfund arbejder sammen, siger John Norman, direktør for EUC Sjælland.

    John-Norman_EUC-SjaellandJohn Norman, direktør for EUC Sjælland


    Transformation af Bramhøjgaard med fokus på genbrug

    Bålhuset bliver en del af den samlede transformation af Bramhøjgaard, der er tegnet af arkitektfirmaet dominique+serena. I omdannelsen af den historiske gård er bevaring af eksisterende bygningskvaliteter og genanvendelse af byggematerialer centrale elementer. Målet er at skabe et kvarterhus, hvor de eksisterende bygninger får nye funktioner og kan danne ramme om kultur, læring og fællesskab. Det nye bålhus skal supplere gårdens øvrige faciliteter og give mulighed for udendørs aktiviteter og møder mellem områdets borgere.

    For de seks tømrerelever betyder opgaven, at deres arbejde bliver en del af et permanent byggeri, samtidig med at de får erfaring med at omsætte undervisningens grundlæggende håndværksteknikker til en konstruktion, der skal fungere i praksis. 

     

    Læs flere nyheder om uddannelse i bygge- og anlægsbranchen 

    Del artikel

    Anbefalede artikler