<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
HENT_wooden_highrise_IMG_7158_brummunddal_1920

Træ som byggemateriale er i vækst. Her ses verdens højeste træbyggeri i Norge.

Ny teknologi advarer om fugt i træbyggeriet

  • Materialer og Løsninger
  • Indeklima
  • Træ
  • 2020-04-15
  • Træ bliver af mange set som et materiale, der kan flytte byggebranchen i en grønnere retning. Men der er også nogle udfordringer i forhold til at omfavne det grønne materiale. Særligt fugt er blandt de store træbyggeriers største fjende. Hertil kan fugt også have negative konsekvenser for beboernes sundhed. Men en ung dansk startupvirksomhed ser ud til at have fundet en løsning.

     

    En ny dansk virksomhed ved navn Woodsense, har taget problemet med fugt i byggeriet op, og kan præsentere en løsning, der kan advare om fugt, før problemet vokser ud af kontrol. Løsningen er samtidig trådløs, så man slipper for at der skal lægges, kabler ud i vægge, lofter og gulve.

     

    Historien bag BeResourceful

    Det hele startede med at Jeppe Rasmussen, der i dag er CEO i Woodsense, stillede det vigtige spørgsmål: Hvorfor bruger vi ikke flere genbrugsmaterialer i byggebranchen? Efterfulgt af det endnu mere interessante spørgsmål: Hvordan får vi så løst problemet?

     

    Et materiale som rummer et stort genanvendelsespotentiale, og som samtidig har et lavt CO2-aftryk ved ny produktion, er træ. Men at bygge med træ rummer en vigtig udfordring, hvilket er fugtproblemer:

     

    - Træet rummer et fantastisk potentiale i en bæredygtig byggebranche, men vi har manglet en effektiv måde at måle fugt i træet på. Jeg mødte flere, der fortalte, at man manglede en sensor i byggeriet, der kunne opsamle data om netop fugt, så man kunne opdage problemer inden de løb ud af kontrol. Så for mig stod det klart: Den sensor må vi jo bare udvikle, fortæller Jeppe Rasmussen.

     

    Hvordan fungerer den?

    - Vores sensorer måler fugten inden i træelementet gennem to skruer, da det er her fugtskader kan mærkes først. Her måles også den omkringliggende luftfugtighed, temperatur og lufttryk. Data bliver herefter sendt trådløst videre til internettet og et program, der rapporterer og alarmerer om eventuelle skader, fortæller Jeppe Rasmussen.

     

     

    Men hvorfor har man ikke udviklet sådan en sensor før?

    - Der har sikkert været ambitioner om det, men det er først nu man har teknologien til lave en sensor som denne, der fungerer i praksis. Skal man placere en sensor i et byggeri uden nogle tilførsler af ledninger, kræver det et batteri af en god kvalitet. Det er først nu at vi kan producere batterier som ville kunne holde en sensor i gang i mere end 10 år. I en nær fremtid vil vi sandsynligvis kunne producere batterier og udvikle sensorer med en endnu længere levetid end selve den bygning de placeres i, fortæller Jeppe Rasmussen og uddyber:

     

    - En anden udfordring ligger i at selve sensoren skal kunne sende data videre uden forstyrrelser. I et byggeri er der mange materialer, som blokerer disse signaler. Men også her har den teknologiske udvikling skabt nye muligheder, hvilket vi har udnyttet.

     

    Hvilke projekter henvender i jer til?

    - Vi har to fokusområder. Først og fremmest kan vores sensorer komme fredede bygninger til gavn, hvor vi løbende kan måle de data som sendes fra sensorerne. Det gør det muligt at passe bedre på vores fælles bygningsarv, da skader og selv små ændringer i fugtniveauer kan måles før skaden sker. I fredede bygninger kan man ikke bare lægge kabler over alt til sensorer, så her er vores trådløse model meget velegnet, siger Jeppe Rasmussen og afslutter:

     

    - Hertil mærker vi en stor interesse fra nybyggeri, hvor særligt CLT-byggerier er begyndt at vinde udbredelse. CLT er et utroligt materiale set i forhold til dets styrke, men som alt træ er det sårbart overfor fugtskader. Det mest bæredygtige byggeri er det som kan holde i længst tid, og her ville sensorerne kunne sikre en lang levetid for de nye træbyggerier. Det kræver blot at man placerer en række sensorer rundt om i byggeriet, så man hat et konstant dataflow. Økonomisk vil det også være en stor gevinst for dem, der skal drifte bygningerne, da vedligeholdelsen lettes og skader kan udbedres inden problemerne og dermed omkostningerne, løber løbsk. Da vi altid har et stort fokus på at løse branchens største problemer, så er vi meget interesserede i at høre fra interesserede aktører i byggebranchen, der har udfordringer med træ og som har interesse i at co-udvikle en optimal løsning til at komme fugt i træbyggeriet til livs.

     

     

    Woodsense samarbejder med Teknologisk Institut om test og implementering af sensorerne i byggeriet. I Samarbejdet er der fokus på at se på hvordan ny teknologi kan gavne byggebranchen så vi kan bygge bedre og grønnere.

     

    Anbefalede artikler