Nye kurser på vej om falsearbejde med zink
Første faguge for blikkenslagere - kun om zinkarbejde
Herningsholm lancerer et nyt efteruddanelsesinitiativ for færdigudlærte blikkenslagere med fokus på falsearbejde i zink, i samarbejde med producenten Rheinzink.
Til januar tilbyder Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier en ny faguge målrettet færdigudlærte blikkenslagere. Initiativet er udviklet i samarbejde med materialeleverandøren Rheinzink og skal give dig som håndværker mulighed for at opdatere og udbygge dine faglige kompetencer – særligt inden for arbejdet med zink.
Fagugen løber af stablen i uge 2 i 2026 og består af en række specialiserede AMU-kurser med fokus på falsearbejde og tekniske detaljer i zinkarbejdet. Kurserne henvender sig både til nyuddannede og erfarne blikkenslagere, der ønsker at videreudvikle deres teknikker og følge med branchens stigende krav.
– Vi har nu åbnet for tilmelding og glæder os til at byde deltagerne velkommen til et miljø, hvor der både er fokus på at nørde med teknikker og på at mødes med andre i faget. Vi har udviklet programmet med blik for de mange muligheder i arbejdet med zink og de krav, som moderne byggeri stiller, fortæller Kenneth Østergård Lauridsen, uddannelsesleder for el- og VVS-uddannelserne på Herningsholm i en pressemeddelelse.
Kurser med fokus på praksis og materialeforståelse
Kurserne omfatter blandt andet inddækning af ovenlysvinduer, skotrender og sålbænke samt arbejde med karnapper og kviste. Derudover undervises der i tagrender, nedløb og udluftningshætter samt tekniske løsninger til bevaringsværdige bygninger.– Selv efter kort tid i faget kan der opstå nye spørgsmål og situationer, man ikke stødte på i læretiden. Det er en stor fordel at vende tilbage til et læringsmiljø, hvor man kan få faglig sparring og afprøve teknikker, mener Jackie Lykke, faglærer på Herningsholm og underviser på kurserne.
Han suppleres af kollegaen Bo Snede:
– Det betyder meget, at vi kan mødes og stå sammen i faget. Det styrker både fællesskabet og kvaliteten i det, vi laver. På den måde løfter vi hinanden fagligt.
Netværk og vidensdeling i centrum
Foruden den praktiske undervisning vil fagugen også rumme sociale og netværksorienterede aktiviteter. For Rheinzink er det afgørende, at kurserne også understøtter vidensdeling og branchefællesskab.– Vi sætter stor pris på at kunne bidrage til branchens udvikling. Kurserne giver blikkenslagerne mulighed for at holde deres faglige viden ajour, og samtidig arrangerer vi aftenaktiviteter, hvor deltagerne kan netværke og udveksle erfaringer, slutter Anne Mette Weng, administrerende direktør i Rheinzink Danmark.