Næste års DM i Skills er aflyst
På grund af corona-situationen aflyses Danmarksmesterskaberne i en lang række håndværks-, service- og industrifag - DM i Skills – der efter planen skulle gennemføres i Fredericia i februar 2021.
Det årlige danmarksmesterskab i en lang række erhvervsuddannelser, hvor landets største unge talenter viser deres kunnen frem, trækker normalt omkring 50.000 besøgende og kårer danmarksmestre i mere end 40 fagdiscipliner. Men på grund af coronarestriktioner og usikkerhed omkring tilskuerdeltagelse aflyser SkillsDenmark, Fredericia Kommune og Trekantområdet Danmark det store DM i 2021.
Læs også:
Portræt af Skills-træner Jan Lyngesen: Manden bag Herningsholm Erhvervsskoles Skills-succes
- Det er med meget et meget tungt hjerte, at vi må træffe denne beslutning. Men tiden er desværre ikke til den slags kæmpe-events, og vores første prioritet er naturligvis sikkerheden for både deltagere og publikum. Derfor bliver vi nødt til at aflyse DM i år. Men vi kommer stærkt tilbage allerede i 2022, siger Jesper Juul Sørensen, formand for SkillsDenmark.
DM i Skills i Fredericia i 2021 arrangeres i fællesskab af SkillsDenmark, Fredericia Kommune og Trekantsområdet Danmark. De tre parter vil nu starte en dialog om mulighederne for at bringe danmarksmesterskaberne tilbage til Fredericia på et senere tidspunkt.