<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
DJI_0406
Annonce

Entreprenør på arktisk formidlingscenter: Ikke to komponenter er ens

  • Byggeriets udvikling
  • Den effektive byggeproces
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2021-05-18
  • | Af Martin Rønberg

    KJ Greenland har netop skruet sidste bolt fast i Isfjordscenteret i Ilulissat, hvor den dobbeltkrumme bygningskonstruktion og projektets arktiske beliggenhed stillede ekstremt høje krav til de udførende. ”Helt sikkert det mest spektakulære projekt jeg har været på,” fortæller byggelederen.

    For den rette håndværker kan det være et karriereskabende drømmeprojekt – og for den forkerte et veritabelt mareridt. Den 31. marts i år afleverede KJ Greenland det ny Isfjordscenter i Ilulissat, der er tegnet af Dorthe Mandrup. Byggeriets udformning har hentet inspiration i sneuglens flugt hen over landskabet, og bygningen smyger sig i let stålkonstruktion helt tæt rundt i terrænet med storslået udsigt over den arktiske isfjord, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

    - Det har været spændende og ekstremt udfordrende på alle parametre. Projektet har hele vejen igennem krævet et tæt samarbejde med bygherre, byggeledelse, rådgivere og leverandører om både detailprojektering og udførelse. Bygningens geometri, valget af materialer og skærpede tolerancer kombineret med bygningens størrelse og beliggenheden har stillet ekstremt høje krav til planlægning og udførelse, fortæller projektchef Mads H. Nørgaard fra KJ Greenland, der har været hovedentreprenør på formidlingscenteret.

    DJI_0242
    DJI_0257
    ss
    DJI_0401
    DJI_0366
    DJI_0321
     
     


    Ligesom et skræddersyet jakkesæt

    Facadeelementerne, de store stålspær, indvendige døre og enkelte andre komponenter er alle leveret med skib som færdige komponenter eller samlesæt fra Aalborg til Ilulissat. De øvrige materialer og komponenter er også leveret med skib, men har krævet unikke tilpasninger på stedet af håndværkerne fra KJ Greenland.

    Det skyldes, som Mads H. Nørgaard forklarer, at bygningen er konstrueret med en dobbeltkrum bærende stålkonstruktion baseret på 52 unikke spær-rammer omkring tre ’runde’ bygningskroppe. Det betyder også, at alle 52 vinduespartier er unikke, og hvert parti er i sig selv opdelt med syv unikke ruder:

    - Der er stort set ikke to komponenter på dette byggeri, som er helt ens, og intet har kunnet købes som standardvarer lokalt. Det har været nødvendigt at nummerere de få præfabrikerede komponenter i forhold til deres unikke placering, og det har krævet en utrolig disciplin og tålmodighed fra håndværkerne at få tingene udarbejdet, tilpasset og samlet korrekt.

    - Både gulve og vægge er opført som lette konstruktioner, og bygningen svæver over fjeldet på i alt 42 stålsøjler. Normalt bygger vi linjefundament på fjeldet, men her er bygningen placeret på stålsøjler støbt ned i fjeldet. Det har været en ny og udfordrende proces, og da stålkonstruktionen er udslagsgivende for alle efterfølgende arbejder, var vi ekstremt omhyggelige med at få den placeret korrekt. Det er ligesom et skræddersyet jakkesæt, uddyber han.

    Det handler ikke kun om godt håndværk

    KJ Greenland blev som entreprenør- og minørfirma etableret i 2011, og medarbejderne har op mod 30 års erfaring med byggeri i Arktis og et kæmpe netværk i hele Grønland. Firmaet lægger ifølge Mads H. Nørgaard særlig vægt på at være en attraktiv og ansvarlig arbejdsplads, der som medspiller i grønlandsk erhvervsliv også fungerer som uddannelsessted for unge, der gerne vil indenfor i entreprenørbranchen:

    - Du får både som håndværker og byggeleder lov til at tage ansvar og være med hele vejen på projekterne. Noget af det bedste ved at arbejde heroppe er netop, at du får de ekstra udfordringer. Det handler jo ikke kun om at være god til sit håndværk, men også om at være fremsynet og kunne planlægge mange måneder frem.

    - I Ilulissat kan vi fx kun planlægge skibsfragt frem til nytår, og derefter planlægges skibene helt efter vejret, så der bliver vejrudsigterne studeret nøje. Til Isfjordscenteret fik vi alle materialer skibet op til tre måneders arbejde hen over begge vintre, og der var særlig fokus på leverancerne til de sidste tre vintermåneder op til afleveringen. Heldigvis har vi haft godt med oplagringsplads, fortæller han.

    DSC08840
    DSC09410
    IMG_0795
    IMG_0806
    IMG_1031
    IMG_0632
     
     

    Enormt ambitionsniveau

    Frem mod åbningen af Isfjordscenteret til sommer er der kun enkelte mindre opgaver tilbage for KJ Greenland. Bygningen er lige nu i fuld gang med at blive indrettet og udstillingerne sat op, og det er et projekt, der ifølge Mads H. Nørgaard præges af lige så højt et ambitionsniveau som bygningen.

    - Det er helt sikkert det mest spektakulære projekt, jeg har arbejdet på, slutter han af.

    Isfjordscenteret i Ilulissat er opført for Realdania 2019-2021 og omfatter i alt ca. 1.500 kvadratmeter, hvoraf de 900 kvadratmeter bliver udstillingsområder.

    Anbefalede artikler