<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Der er fuld skrald på den cirkulære økonomi hos DM&E Entreprenør

  • Anlæg
  • Nedrivning
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • 2019-03-22
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Den cirkulære tankegang er for alvor ved at slå igennem for Danske Maskinstationer og Entreprenører, DM&E’s medlemsvirksomheder, og det kunne 250 deltagere høre mere om, da formanden for brancheorganisationen Søren Ulrik Sørensen aflagde sin årsberetning.

    Den cirkulære tankegangs fremmarch skyldes ikke mindst, at det er højt placeret på den politiske dagsorden, både hos regeringen, kommuner og regioner, men også fordi, at DM&E gennemfører projektet ”Cirkulær forretning for DM&E Entreprenør”.

     

    DM&E Entreprenør har de seneste to år arbejdet intenst med emnet cirkulær økonomi. For DM&E og DM&E´s medlemsvirksomheder har projektet skabt stor interesse og værdi. Foreningen har gennem projektet opnået stor synlighed på nedrivningsområdet samt indgået i flere samarbejder med kommuner og styrelser mfl. Derudover har projektet bibragt stor viden til DM&E og foreningens medlemsvirksomheder.

     

    - Vi har efterhånden en stor kontaktflade på miljø- og nedrivningsområdet, som vi tror på, vil komme medlemsvirksomheder til gavn både nu og i fremtiden, fortalte Søren Ulrik Sørensen under årsmødet.

     

    DM&E har afholdt to temadage i forbindelse med Cirkulær Forretning for DM&E Entreprenører, hvor DM&E havde inviteret flere aktører til at komme og fremlægge deres indgangsvinkel samt visioner indenfor emnet. Blandt deltagerne var flere af DM&E’s medlemsvirksomheder, Miljøstyrelsen, Teknologisk Institut, Middelfart Kommune, som alle mødte op for at gå i dialog om emnet.

     

    - Der blev lagt op til debat om, hvorledes DM&E som brancheforening og medlemsvirksomhederne kunne arbejde videre med at højne kvaliteten af nedrivningerne og de ressourcer, der er bundet i bygningerne, sagde Søren Ulrik Sørensen.

     

     

    Læs også: Interview med senior partner i 3XN og direktør i GXN, Kasper Guldager Jensen, og salgsdirektør i MT Højgaard, John Sommer: Frem mod en cirkulær økonomi


    Seks gennemførte demonstrationsprojekter
    I forbindelse med DM&E’s projekt om cirkulær forretning er der blandt andet gennemført seks demonstrationsprojekter, hvor der er foretaget en række analyser og beregninger for nedrivning af forskellige typer ejendomme. Et af de mere omtalte projekter omhandler det tidligere Bro Missionshus i Brenderup, hvor bygherren er Middelfart Kommune. Huset er nænsomt nedtaget, hvor både tag, tagkonstruktion, murværk og gulve er udtaget til genanvendelse. Murstenene var afsat inden nedrivning, og er indgået i opførelse af værtshuset Guldkronen i Middelfart.

     

    - Hvis den cirkulære dagsorden virkelig skal rykke, kræver det blandt andet, at nogle visionære Kommuner og bygherrer som Middelfart Kommune, tør gå forrest. Et enkelt projekt hist og her tæller ikke meget, men de er yderst vigtige for at inspirere og gøre os klogere på de processer, der skal tænkes anderledes, hvis en bedre udnyttelse af de mange gode ressourcer i eksisterende bygninger skal lykkes, afsluttede Søren Ulrik Sørensen sin årsberetning.

    Anbefalede artikler