Byrumsinventar og fliser i beton skaber sammenhængende miljøer
Uanset om et kvarter eller en bygning er ny eller gammel, er det ofte specifikke, gennemgående elementer, der får det hele til at fremstå som en harmonisk helhed. Randal Beton leverer rustikke betonfliser og byrumsinventar i beton, der bidrager til at gøre anlægs- og boligprojekter over hele landet til noget helt specielt.
Når et nyt bykvarter skal samles til en helhed
I det nye Saltholmsgade-kvarter i Aarhus skaber de fleksible uderumsløsninger fra Randal Beton sammenhængskraft: Mindre L-elementer, store trappetrin og smukt buede plinte giver kvarteret et samlet, karakteristisk udtryk og skaber et indbydende uderum for både beboere og besøgende.
Bygherren har lagt vægt på, at der også skal være plads til grønne planter og vilde blomster, der fremmer biodiversiteten og skaber charmerende, farverige områder som modvægt til den rå beton. At æstetikken så rent faktisk gemmer på effektiv regnvandshåndtering til modvirkning af de oversvømmelser, der er blevet en udfordring for mange byer, er kun en ekstra bonus.
Lange linjer og et råt udtryk komplementerer spektakulært byggeri
Markante store betonfliser fra Randal Beton fremhæver og indrammer blandt andet Olafur Eliassons spektakulære Fjordenhus-byggeri på Vejle Havn og Bjarke Ingels’ boligprojekt AARhus på Aarhus Havn.
Også her er der udover det æstetiske et mere praktisk formål: Den flotte og rå kostede overflade er nemlig både skridsikker og vandafledende.
Fjordenhus i vejle
Til Fjordenhus-projektet i Vejle er der brugt markante betonfliser til den lange pier. I starten er fliserne hele 5,5 meter brede og bliver derefter smallere, så det sidste element kun er 1,8 meter bredt. De lange linjer, der visuelt gør den imponerende pier endnu længere, understreges af de såkaldte skørter i siderne, og den mørke, rå beton fremhæver og indrammer både Fjordenhus og de andre moderne bygninger omkring havnen. Randal Beton har i samarbejde med Unicon A/S udviklet en speciel, sort beton, der både er brugt til udeområderne og i selve Fjordenhus-bygningen. Flere af elementerne har udsparinger, der gjorde det nødvendigt at støbe dem på stedet – en opgave, som Randal Beton også løste.
Boligprojektet AARhus
Boligprojektet AARhus omfatter 251 lejligheder og en række aktivitetshuse, der ligger på en 7100 m2 stor grund på Aarhus Havn. For at opnå det rette udtryk og skabe sammenhæng mellem inde- og uderum var det arkitekten Bjarke Ingels’ ønske, at hele byggeriet skulle omkranses af store, rustikke betonfliser. Valget faldt på de specialproducerede betonfliser fra Randal Beton, de fleste med en størrelse på imponerende 100 x 200 cm.
Rå beton og biler for millioner
My Garage i Vejle er noget helt specielt: Et slaraffenland for folk, der elsker biler. Veteranbiler, luksusbiler, specialbiler – en dyb fascination af mekanikken, eksklusiviteten og de svimlende kræfter i de store motorer, som grundlæggeren Anders Kirk Johansen formulerer det.
My Garage sælger, servicerer og opbevarer biler i høj klasse, og de valgte at bruge en gammel spinderihal som deres domicil, primært på grund af de ikoniske, støbte tagkupler. Bygningerne blev istandsat, blandt andet med et nyt indgangsparti, der åbner op til den sanselige oplevelse, der venter indenfor, med den ene fantastiske bil efter den anden. Udenomsarealerne blev også opgraderet, blandt andet med betonfliser fra Randal Beton.
Fliserne er i forskellige størrelser, og den kostede overflade giver variation og et naturligt spil i betonfliserne – et råt og moderne modspil til de eksklusive, polerede biler indenfor.