<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
250210_Kristine Ohrt

Kristine Ohrt, ny bæredygtighedschef hos Brødrene Dahl

VVS-grossist vil bruge bæredygtighed som et konkurrenceparameter

  • Byggeriets udvikling
  • Målbar bæredygtighed
  • VVS
  • 2025-02-10
  • | Af Redaktionen

    Brødrene Dahl har med ansættelsen af Kristine Ohrt som ny bæredygtighedschef sat alle kræfter ind på at gøre det lettere for de udførende håndværkere og entreprenører at opfylde de voksende klimakrav til byggeriet.

    Brødrene Dahl og Øland styrker deres position på ESG-landkortet. De to søsterselskaber i Saint-Gobain Distribution Denmark (SGDD) har nu en ny leder i spidsen for deres stadigt vigtigere arbejde med bæredygtighed, der skal løftes til et nyt niveau.

    Kristine Ohrt er en markant kapacitet inden for bæredygtighed. Hun har gennem hele sin karriere arbejdet med området, senest som chef for ESG-strategi & Asset Management i Sweco og tidligere som seniorkonsulent i Rambøll, hvor hun blandt andet var med til at udforme Brødrene Dahls første bæredygtighedsstrategi.

    - Der er sket enormt meget, siden den første bæredygtighedsstrategi blev introduceret. Klimakravene til byggeriet er blevet markant strammere, hvilket skaber en ekstra kompleksitet for vores kunder – de udførende håndværkere og entreprenører – som ikke er vant til at navigere i denne virkelighed. Vores rolle som bindeled mellem producenterne og det udførende led er derfor afgørende. Vi har et ansvar for at understøtte de produkter, vi distribuerer, og gøre det lettere for vores kunder at vælge materialer med lavest mulig CO2-udledning samt sikre, at alle relevante ESG-data bliver videreformidlet. Det betyder, at håndværkerne lettere kan leve op til rapporteringskravene uden unødvendige omveje, forklarer Kristine Ohrt, ny bæredygtighedschef for Brødrene Dahl og Øland.

     


     

    En mere struktureret indsats

    Et af de første initiativer, der bliver lanceret, er at gøre CO2-data for en bred vifte af produkter tilgængelige på bd.dk. Dette giver Brødrene Dahls kunder mulighed for selv at trække de oplysninger, som bygherren har brug for til livscyklusvurderinger af byggeriet.

    Brødrene Dahl og Øland har allerede iværksat flere initiativer inden for bæredygtighed, herunder genanvendelige emballagesystemer, men tiden er inde til en mere struktureret og målrettet tilgang.

     



    - Brødrene Dahl og Øland var tidligt ude på bæredygtighedsområdet og har skabt et solidt fundament gennem vigtige erfaringer. Nu skal vi videre fra enkeltstående bæredygtighedsprojekter til en samlet strategisk tilgang. Bæredygtighed skal være en integreret del af hele organisationen – fra indkøb af varer til rådgivning i butikkerne samt vores lagerhåndtering, logistik og transport, siger Kristine Ohrt og tilføjer:

    - Vi er også selv en del af det store klimaregnskab. Hver gang vi flytter en vare, efterlader det et CO2-aftryk, som vi skal dokumentere. Det gælder ikke kun over for vores kunder, men også internt til vores moderselskab, Saint-Gobain, der har sat ambitiøse klimamål, siger Kristine Ohrt.

    Hun overtager rollen efter Henriette Berring-Langberg, der var bæredygtighedschef hos Brødrene Dahl og Øland i seks år.

    Læs flere artikler om Målbar Bæredygtighed på vores temaside

     

    Anbefalede artikler