Thomas Juul og Hamed Alaei fra Uniplan Danmark (tv) og Christian Rohde og Casper Kasting fra NCC (th) ved underskrivelsen af den store undergulvskontrakt for Nyt Hospital Nordsjælland.
Uniplan Danmark glæder sig over undergulvskontrakt til unikt byggeri
Uniplan Danmark skal levere undergulv og terrazzo til Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød. Det er deres hidtil største kontrakt, og de glæder sig over at kunne føje endnu et markant byggeri til referencelisten.
- Det betyder rigtigt meget for os. Det har været en lang udvælgelsesproces, hvor vi altså var de bedst egnede. Der er en faglig stolthed i at være en kompetent sparringspartner for NCC og hjælpe med at optimere projektet, og så selvfølgelig en kæmpeglæde over at Uniplan Danmark har både størrelsen og de finansielle muskler til så stor en sag, siger Thomas Juul, CEO for Uniplan Danmark.
Endnu et unikt byggeri til referencelisten
Hospitalet er Nordsjællands største arbejdsplads med 4000 ansatte, og det bliver Danmarks smukkeste sygehus, når det er færdigt, hvor især terrazzogulvet i alle offentlige arealer bliver en markant arkitektonisk signatur, der kan nydes de næste 50-100 år.
Uniplan Danmark glæder sig da også over at føje dette unikke byggeri til sin referenceliste, der i forvejen rummer en række store, markante byggerier i hele landet.
- Vores hidtidige referencer, vores organisation og vores solide økonomi giver både regionen og NCC den tryghed, at vi også kan løfte denne opgave. Vi har arbejdet sammen med NCC på andre store sager, så de kender vores tilgang til opgaverne, lyder det fra Thomas Juul.
Selv om det kun er syv år siden Uniplan Danmark blev etableret, har virksomheden på rekordtid markeret sig som den ubetinget største leverandør af støbte undergulve i landet. På årsbasis laver virksomhedens 120 medarbejdere godt 500.000 kvadratmeter undergulv, og selvom den nye kontrakt er den største enkeltstående opgave, udgør den blot ca. 15 % af omsætningen over de næste to år.
En organisation der virker
Udover den faglige ekspertise har det haft afgørende betydning, at virksomheden har den finansielle styrke til at stille sin største byggesagsgaranti nogensinde.- Den finansielle styrke kommer af, at vi har en stor og stærk organisation, der virker. Vi har gennem årene har været i stand til at fastholde og udvikle de medarbejdere, vi har. I snart 1000 sager med mere end 2,5 million kvadratmeter i alt har vi bevist, at vi kan levere varen. Så denne kontrakt er både en ekstern og en intern blåstempling af det arbejde, vi har udført siden etableringen, siger Thomas Juul.
Fejret med champagne og kransekage
Den store opgave kommer til at løbe over flere år, hvor Uniplan Danmark sammen med de andre underleverandører skal samarbejde med hovedentreprenøren NCC og Region Hovedstaden på den store byggeplads i Hillerød.- Det glæder vi os til. Vi skal levere et produkt, der står mål med det, de andre leverer, og være med til at drive projektet fremad. Vi er blevet godt modtaget, og selv om vi ikke har den største underentreprise, er vi blevet taget alvorligt og behandlet på samme niveau som de andre. Der var champagne og kransekage, da vi underskrev kontrakten, og det har jeg alligevel aldrig oplevet før, siger Thomas Juul.
Uniplan Danmarks arbejde med undergulve løber frem til 2024, og det samlede byggeri er planlagt til aflevering i foråret 2025.