
To nye lette elektriske varebiler til bykørsel
IVECO tager med lanceringen af to helt nye fleksible, elektriske køretøjer, eJolly og eSuperJolly, endnu et mod emissionsfri transport.
IVECO introducerer nu to nye elektriske varebiler, eJolly og eSuperJolly, som resultat af det strategiske samarbejde med Stellantis Pro One. De nye modeller dækker vægtklasser fra 2,8 til 4,25 ton og er udviklet med særligt fokus på erhvervskunder med by- og nærdistribution som kerneområde.

Stigende efterspørgsel på elektriske erhvervskøretøjer
– Vi mærker en voksende interesse for elektrificering blandt nordiske vognmænd, men behovet for de rette produkter, god rækkevidde og stærk lokal support er afgørende. Med eJolly-familien i porteføljen står vi klar til at levere på alle tre punkter, udtaler Kåre Neergaard, Head of Product & Marketing hos Hedin Nordic Truck i en pressemeddelelse.
De nye modeller henvender sig især til kommuner, håndværkere og vognmænd, der opererer i tæt bytrafik, hvor lave emissioner og kompakte mål er centrale parametre. eJolly-modellen er med sin højde på under 1,9 meter velegnet til p-kældre og andre områder med begrænset frihøjde.

Digital styring og optimering af vognparker
Gennem dedikerede digitale platforme som Easy eJolly App og IVECO ON får både chauffører og vognparksansvarlige adgang til løbende overvågning af batteristatus, ruteplanlægning og effektivisering af driften. Ifølge Kåre Neergaard tilfører denne digitale integration værdi for både små og store flåder:
– Tidligere kunne vi ikke tilbyde alternativer til Daily-serien. Med eJolly og eSuperJolly kan vi nu imødekomme behovene hos både mindre håndværkere og større kunder med blandede vognparker.
Tekniske specifikationer målrettet bydrift og regional transport
eJolly tilbyder en totalvægt mellem 2,8 og 3,2 ton, en lastekapacitet på op til 1175 kg og fås med batterier på enten 49 kWh eller 75 kWh, hvilket giver en rækkevidde på henholdsvis 224 og 352 km.
eSuperJolly er målrettet de tungere transporter med totalvægte mellem 3,5 og 4,25 ton. Modellen er udstyret med et 110 kWh batteri, der giver op til 420 km rækkevidde, og en elmotor med en effekt på 200 kW samt et drejningsmoment på 410 Nm. Lastekapaciteten når op til 1,4 ton.

Stellantis-samarbejdet styrker hele produktporteføljen
IVECOs samarbejde med Stellantis muliggør et bredt elektrisk modelprogram, der spænder fra by-leverancer til fjerntransport.
– Det her er den mest betydningsfulde produktnyhed fra IVECO i et årti. Med vores service- og forhandlernetværk, som er 100 % fokuseret på erhvervskunder, kan vi levere en mere specialiseret og effektiv service end mange traditionelle forhandlere. Det åbner helt nye muligheder for vores nordiske kunder, understreger Kåre Neergaard.
Lanceringsdatoen for det nordiske marked vil blive offentliggjort senere, men Hedin Nordic Truck melder allerede nu om stor interesse for modellerne blandt professionelle aktører i transportsektoren.
Om eJolly
• Totalvægt: 2,8–3,2 ton
• Højde under 1,9 m – ideel til p-kældre
• Lastekapacitet: op til 1175 kg
• Batteri: 49 eller 75 kWh (224–352 km rækkevidde)
Om eSuperJolly
• Totalvægt: 3,5–4,25 ton
• Lastekapacitet: op til 1,4 ton
• Batteri: 110 kWh – op til 420 km rækkevidde
• Motor: 200 kW / 410 Nm
Læs flere artikler om den seneste udvikling inden for varebiler