Test af smart Makita Bluetooth-højtaler: Overraskende god lyd
Vi har på Bygge- & Anlægsavisen fået lov at teste en lille, men bastant Bluetooth-højtaler fra Makita, der både kan tilsluttes telefonens foretrukne spilleliste og tune sig ind på alle foretrukne radiokanaler. Alt sammen solidt pakket ind i en stødsikker case, der trods sin størrelse leverer overraskende god lyd.
Hvad end solen skinner eller regnen siler ned, er der altid en ting som håndværkerne på byggepladsen ikke kan og bør undvære. Altså lige bortset fra den lunkne morgenkaffe. Det er et lille teknisk apparat, der ikke hjælper med at skære, bore eller samle, men som derimod hjælper med at holde humøret højt, hvilket er mindst lige så vigtigt. Dette apparat er noget så simpelt som en højtaler, der kan levere dagens nyheder og ugens uundgåelige hits til alle de travle håndværkere. Og når det drejer sig om en byggeplads, skal der være knald på lydbølgerne.
En af dem, der kender værdien af en ordentlig højtaler på arbejdet, er murer og skridsikringsekspert Lasse Hald. Hvad end tiden går med at opmure på et stillads, eller på skridsikringsopgaver rundt om i landet, er musik noget af det, der får hverdagen til at glide for den travle håndværker.
- Mit arbejde ville være utrolig kedeligt uden musik til at peppe det op. Jeg går tit og skridsikrer på store områder uden let adgang til stikkontakter. Så for mig er det vigtigt at kunne have en transportabel højtaler, der kan blæse et stort område op, uden at lyden skærer i ørene, fortæller Lasse.
Er ikke afhængig af batterierne
Lasse havde haft højtaleren med sig i en uge, hvorefter vi mødte ham til en afsluttende dom. Først og fremmest var han meget tilfreds med, at højtaleren brugte de samme genopladelige batterier, som resten af Makitas værktøjsserie:
- Men endnu bedre er det, at man også har mulighed for at bruge strømadapter. Hvis man nu ikke lige sidder inde med et væld af Makita-batterier eller tilfældigvis har glemt opladeren, er det rart, at man kan bruge den som en gammeldags højtaler, fortæller Lasse Hald.
- Det er en Bluetooth højtaler, men jeg er glad for, at der er et overskueligt display på, hvor man kan kontrollere lyd og skifte musiknummer. Der er et smart lille rum, hvor man kan gemme sin telefon, så den er i sikkerhed på byggepladsen. Så er det også rart, at man ikke hele tiden skal have den ud og ind af dette, for lige at ændre kanal eller volumen.
- Jeg var også glad for, at der er et USB-stik til opladning af telefonen. Jeg har selv en ældre Iphone, som ikke har meget kraft og saft tilbage i batteriet. Så det er sgu smart, at man lige kan lade den op på farten. Tit bruger vi bare telefonen til at afspille musik med, og udover at lyden ikke er særligt god, så dræner det også batteriet meget hurtigt.
Klarer hårdt liv på byggepladsen
Vi bevæger os over til holdbarheden. For en ting er de smarte features, men hvordan klarer højtaleren sig på byggepladsen. Foruden at være med på skridsikringsopgaver rundt om i landet, har den også været en tur forbi et snedkerværksted:
- Jeg havde den med i regnvejret og forbi et snedkerværksted. Hverken det dårlige vejr eller støvet fra byggepladserne og værkstedet gjorde nogen skade. Den klarer også fint slag og stød, så de er lykkedes med at skabe en højtaler, der kan tåle håndværkernes hårdhændede behandling, fortæller Lasse.
Lyden overrasker
Vi gemmer det vigtigste spørgsmål til sidst. Hvordan er lyden? Der er en vis tøven fra Lasses side:
- Jeg tror, at en del som mig selv, sammenligner en højtaler som denne, med dem vi har derhjemme. Det er en smagssag med den slags, men den kan naturligvis ikke konkurrere på lydsiden med store spillere som f.eks. Bose. Men når det er sagt er lydsiden faktisk hæderlig. Hvis man i stedet for hjemmeanlægget, sammenligner den med de mange højtalere, man så i sommerperioder skratte udover strande og offentlige pladser, så er den her utrolig sprød i lyden. Man skal jo også huske på at alt teknikken skal pakkes ind i en stødsikker kasse og man kan jo ikke få det hele, fortæller Lasse Hald og afslutter:
- Jeg har stået udenfor og indendørs og den har sagtens kunne fylde et stort rum op med en passende bas. Den kunne også overdøve mange af de maskiner, der støjede, mens jeg testede den. Jeg vil faktisk sige at den egner sig lige så godt som højtaler til en festival eller strandfest, som den egner sig til en byggeplads. Så jeg har overordnet set været meget begejstret for at have den med som følgesvend.
Tekniske specifikationer:
Makita Bluetooth-højttaler CXT / LXT DMR202
Akku spænding: 12V max - 18 V
Driftstid 18V / 4.0Ah: 20 h
Driftstid 18V / 5.0Ah: 26 h
Vægt: 2.7 kg
Tak til Jysk Skridsikring
Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Jeudan for at holde murergerningen ved lige.