Test af Itools CleanSpace2 samt Fento knæbeskyttere og Air+ støvmasker
CleanSpace2 er et aktivt åndedrætsværn fri for generende slanger, bæltemotor osv. Alt er samlet i én kompakt letvægts-enhed, der sidder i nakken. Den blæser kun luft, når man trækker vejret, hvilket forlænger batteriets driftstid og øger filtrenes holdbarhed. Afhængigt af, hvor fysisk krævende arbejdet er, kan man enkelt justere mængden af den luft, man ønsker fremført.
Sikkerhedsudstyr der er effektivt og behageligt
Foruden CleansSpace åndedrætsværnet fik testpanelet også lov at prøve både knæbeskyttere og engangs-åndedrætsværn, som har en ventilator der fjerner fugt og CO2.
Tobias Preilev er den første der tager åndedrætsværnet i hænderne, og alle samles om det futuristisk udseende sikkerhedsudstyr. Efter lidt justeringer får han masken på, og noget tid efter kommer dommen:
- Den er meget mobil i forhold til de store masker. Vejrtrækningen er ubesværet, og jeg kan tydeligt mærke at den automatisk tilpasser sig mit åndedrag. Når først man lærer den at kende, så er den super behagelig at have på, siger Tobias Preilev.
- Ja og så er der stadig plads til beskyttelsesbrillerne. Når jeg arbejder et sted med isolering, hvor det flyver rundt med små partikler, så ville det virkelig være rart at kunne trække vejret med den her. Hvis jeg gik og lavede den type opgaver hele tiden, så ville jeg helt klart anskaffe mig sådan én. Det er jo trods alt ens egen krop og sikkerhed det handler om, og her ville dette åndedrætsværn være en god investering, fortæller Thomas Lomberg.
- Ulempen med de her halvmasker er, at de ikke sidder godt, hvis man eksempelvis har skæg. Folks ansigtsformer er så forskellige, så det er vanskeligt at få noget, hvor alt passer – men jeg synes da alligevel, at den sidder godt og ikke flyder rundt i ansigtet. Så den ville nok kunne bruges af de fleste, fortæller Peter Johnny Hansen.
Jeg synes, den er virkelig fiks. Den er jo klart overlegen i forhold til en almindelig støvmaske. Indskyder Steffen Slott Jørgensen.
- Man skal lige vænne sig til at have den på, men den sidder godt og ser jo ærligt talt også lidt smart ud. Jeg arbejder tit med kemikalier og ting der støver meget, hvor jeg da helt sikkert kunne overveje at investere i en af de her masker fremfor de almindelige støvmasker, siger Lasse Hald.
Herefter går panelet over til det knapt så højteknologiske sikkerhedsudstyr.
Som murer har Lasse Hald lagt tusindvis af fliser og han er derfor den første til at tage knæbeskytterne fra Itools i brug:
- Jeg har brugt utallige timer på knæene, så det betyder altså noget, at knæbeskytterne er i orden. Her synes jeg, til trods for de ser store og lidt klodsede ud, at de er enormt behagelige at have på. De er virkeligt lavet med henblik på, at man skal kunne bruge en hel arbejdsdag på knæene. Jeg har for eksempel lagt mange fliser på badeværelser, hvor de her da havde været en tiltrængt hjælp. Det er lidt som om kropsvægten bliver fordelt bedre, siger Lasse Hald.
Også engangs-støvmasken med aktiv ventilator, der fjerner fugt og CO2, er Lasse Hald tilfreds med:
- Jeg har aldrig hørt om en indbygget støvmaske med sådan en aktiv ventilator. En støvmaske har jeg altid set som en andenrangs løsning, der var billig, ikke særligt behagelig og irriterende at arbejde med. Men den her er faktisk behagelig, og det er super vigtigt, hvis man vil sikre sig, at håndværkerne rent faktisk bruger dem hele tiden. Og så er det bare rart at man med den her kan slippe for at gå med en fugtig kludemaske, der lugter dårligt, afslutter Lasse Hald, med et enstemmigt håndværkerpanel ved sin side.
Tekniske specifikationer (CleanSpace2)
Nominel beskyttelsesfaktor: 2.000 (TM3)
Luftstrøm: Max. 220 l/m.
Driftstid: 4 - 8 timer
Driftstemperatur: -10°C til +45°C/RH<90
Vægt: 483 g
Bygge- & Anlægsavisens håndværkerpanel
Peter Johnny Hansen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og er også skolens Skills- og talenttræner. Han er uddannet møbel- og bygningssnedker og har blandt arbejdet i Norge og Gaza. Hans mål er at uddanne Danmarks bedste bygningssnedkere.
Steffen Slott Jørgensen er i gang med at uddanne sig til bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole, hvor han også er en del af Skills-holdet. Hertil er han i lære hos Hoffmann, hvor han håndterer vidt forskellige opgaver, hvilket har været med til at give ham en bred håndværksmæssig forståelse.
Thomas Lomberg er blikkenslager og udlært i 1994. Han laver alt inden for VVS-arbejde og er tilknyttet små og store projekter. Han er ansat i CG Enterprise, der siden 1927 har håndteret en bred vifte af opgaver i forbindelse med VVS-arbejde, hovedentrepriser såvel som tekniske storentrepriser og fagentrepriser.
Tobias Preilev er i lære hos Hoffmann, hvor han startede som arbejdsdreng. Han er sidenhen startet på uddannelsen som bygningssnedker, og er ved at blive kørt i position til at kunne blive en del af Roskilde Tekniske Skoles Skills-team.
Lasse Hald er indehaver af Jysk Skridsikring og er uddannet murer. Når ikke han tager rundt i hele landet for at skridsikre alt fra parkeringspladser til spaområder, arbejder han hos Øens Murerfirma for at holde murergerningen ved lige.
En stor tak til STARK på Frederiksberg for at stille deres lokaler til rådighed for Bygge- & Anlægsavisens testpanel