<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
topbillede

Test af Bosch-overfræser: Knokkelstærk og alsidig

  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Værktøj
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2023-11-13
  • | Af Frank Ulstrup
  • Bygge- & Anlægsavisen har bedt tømrermester, Carsten Berthelsen, om at teste overfræseren GOF 1250 CE Professional fra Bosch. Maskinens styrke, alsidighed og ergonomi imponerer ham.

    _DSC2355


    Carsten Berthelsen, der driver Berthelsen Teknik i Hammel udenfor Aarhus, er ikke en mand, der går ned på værktøj. Han har alt til murer-, tømrer- og snedkerfaget hørende – og lidt til:

    - Som håndværkere er det jo værktøjet, vi har at gå op i. Og det må godt være lidt lækkert, smiler han og peger på den Bosch-overfræser, han nu har testet gennem 14 dage:

    - Der er to ting, der er meget iøjnefaldende ved den, siger han.

    - Det ene er, at den er knokkelstærk og dermed velegnet til f.eks. at fræse spor til gulvvarmeslanger. Det kræver, at der er noget power i maskinen, og det er der. Den minder faktisk lidt om de gamle fræsere fra ELO, der heller aldrig gav op. Det var kram, siger han og fortsætter i gulvvarmesporet:

    - Når det handler om spor i spånplade, er det heller ikke ligegyldigt, hvordan fræseren er udformet rent ergonomisk. Her synes jeg også, man har ramt plet, for man bliver hverken træt eller øm – heller ikke efter lang tids brug, lyder det.


     

    Smidig betjening

    Bosch fremhæver da også selv ergonomi og værktøjskontrol som to af fræserens fineste kvaliteter. Dertil kommer en patenteret finindstilling af fræsedybden samt en ligeledes patenteret spindellås for hurtigskifte af værktøj.

    Særligt det sidste begejstrer Carsten Berthelsen:

    - Man skal selvfølgelig bruge nogle timer på at lære den at kende, men derefter går alt meget smidigt. Der kræves bare én gaffelnøgle, når værktøjet skal skiftes, og der er et hav af indstillinger, som gør den meget alsidig.

    _DSC2351
    _DSC2335
     
     




    Kan bruges til det hele

    Og det med alsidigheden er noget Carsten Berthelsen lægger vægt på. Ikke bare fordi, han udfører både murer-, tømrer- og snedkerarbejde – men også fordi meget af træarbejdet foregår ude i felten:

    - Når man laver meget reparationsarbejde, som jeg gør, er det praktisk med værktøjer og maskiner, der spænder bredt. Og med den her fræser, kan du jo lave det hele, siger han og fortæller, at han i øjeblikket er ved at fremstille et større antal forsatsvinduer til et hotel i Aarhus. Det betyder masser af tapning og falsning til not og tætningslister.

    I den sammenhæng, har GOF 1250 CE Professional endnu en fordel:

    - Den kan jo vendes på hovedet og spændes op i en skruestik. Det er en stor fordel, når det er små emner, der skal fræses, siger han og konkluderer:

    - Jeg synes, det er et lækkert stykke værktøj, som ikke går ned på kræfter, og som dermed i realiteten kan bruges til alt.



    Kort om GOF 1250 CE:

    - Effekt 1250 W

    - Vægt 3,6 kg

    - Værktøjsholder 6,0 – 8,0 mm

    - Omdrejningstal, ubelastet 10.000 – 24.000 o/min






    Anbefalede artikler