<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
_DSC1388

Med en skæredybde på 66 mm og 5800 omdrejninger i minuttet, klarer ”amerikanersaven” det meste.

Test: Milwaukees bagbetjente amerikanerrundsav på opgave i midtjyske Hinnerup

  • Byggepladsen
  • Værktøj
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2022-07-06
  • | Af Frank Ulstrup

    Milwaukees kraftkarl af en bagbetjent rundsav går som varmt brød i USA. Men i Midtjylland skal man lige vænne sig lidt til den fremmede fugl.

    Den er stor, den skærer dybt, og den har masser af power. Og så er den et ærkeamerikansk produkt, som på godt og ondt adskiller sig fra de håndbetjente rundsave, man typisk finder på danske byggepladser.

    Det er nogenlunde den konklusion, som tømrer Lars Schultz er nået frem til efter at han gennem en uge har testet saven med det officielle navn, Milwaukee, M18 FUEL – Bagbetjent rundsav til træ.

    Rette værktøj til rette opgave

    Lars Schultz arbejder normalt i Remien Ejendomme, men har i øjeblikket taget orlov for at bygge hus til familien i Hinnerup lidt udenfor Aarhus. Og det er her i det midtjyske, at den amerikanske kraftkarl gennem den sidste uges tid har savet massevis af bl.a. tagspær, lægter og krydsfiner.

    Og det er måske ikke helt det, den er designet til, siger Lars Schultz:

    - Der er ingen tvivl om, at det er en fantastisk sav med rigtig meget power og en stor skæredybde. Så står man og skal save massevis af plader eller flække tømmer, vil den være et oplagt valg, siger han og fortsætter:

    - Men jeg har brugt den til tagarbejde, og der er den ret tung at have med at gøre - også selvom den er udstyret med en genial krog, så man let kan hænge den fra sig på et spær.

    Kræver tilvænning

    Hos Milwaukee Tool er man godt klar over, at bagbetjente rundsave ikke er dem, man finder flest af på danske byggepladser:

    - Det er lidt en nichesav, som virkelig kommer til sin ret, når der skal saves dybt, og det samtidigt skal gøres med et overbevisende kraftoverskud. Det er kvaliteter, som amerikanerne sætter meget stor pris på, og får dem til at accepterer, at saven er lidt tungere, siger produktchef Patrick Mørch.

    Og med det bagbetjente design er det heller ikke så underligt, at saven kan føles som en lidt fremmed fugl, når den første gang lander i hænderne på en dansk håndværker, fortsætter han:

    - Vi vænner os jo til bestemte designs og til bestemte måder at gøre tingene på. Så når man gennem en årrække har anvendt en traditionel rundsav, kræver det selvfølgelig lidt tilvænning at skifte til et andet design.

     

     

    Bagved er bedst

    Den pointe er Lars Schultz helt enig i. Faktisk var han i starten usikker på, om det var en ”venstrehåndssav”, han havde fået tilsendt:

    - Jeg er jo vant til at stå på venstre side af saven. Men gør man det, sidder håndtaget ovenpå lidt mærkeligt, og man får også lommerne fyldt med savsmuld, hvis man ikke har sug på.

    Han tilføjer, at de problemer selvfølgelig er løst, hvis man holder sig bagved saven. Men det giver en anden udfordring med at se klingen, når han starter sit snit:

    - Man har jo glimrende udsyn til klingen på venstre side, men det er som sagt her savsmuldet kommer flyvende. På højre side af saven, kan man også godt se klingen, men man skal stå ret præcist, for at det kan lade sig gøre. Det synes jeg var lidt svært, men det kan sagtens være, at det er noget, der bliver lettere efterhånden, som man bliver mere erfaren, lyder det fra Lars Schultz.


    Fakta om:

    Milwaukee M18 FUEL, 66mm bagbetjent rundsav:

    ·         Kapacitet til 570 snit i 90 mm x 45 mm fyrretræ på ét 12.0 Ah batteri

    ·         Kulfri motor, der leverer 5800 omdr./min

    ·         66mm skæredybde - svarene til tre stablede OSB-plader

    ·         Hængekrog i metal og støvudsugnings-adapter der passer alle Milwaukee støvsugere.

    ·         Integreret LED-lys. 53° smig-kapacitet. Vægt med batteri 5,2 kg.





    _DSC1385Lars Schultz med den bagbetjente rundsav fra Milwaukee Tool. Den adskiller sig fra andre rundsave, og man skal vænne sig til den. Men den er ekstremt stærk og effektiv til bestemte opgaver, siger han.
    Anbefalede artikler