Teknologisk Institut: Vi mangler et fælles genbrugscenter i byggebranchen
Med et fælles genbrugscenter vil man kunne udnytte byggematerialerne bedre og mere effektivt, mener eksperter fra Teknologisk Institut, som ser at mange gør meget for at øge genbrug, men der mangler et led i kæden.
I den nuværende praksis i byggebranchen er der primært fokus på materialer, som kræver minimal forarbejdning, og det er med til at begrænse det fulde potentiale for genbrug og genanvendelse, mener forretningschef for bæredygtighed på Teknologisk Institut, Lise Lyngfelt Molander. Ideen om at strømline processerne i et genbrugscenter foreslår Teknologisk Institut i en ny udgivelse:
– Der er mange aktører, både nye og gamle, der arbejder på at øge genbrug. Men der mangler simpelthen et led i kæden, der har som primær funktion at sikre direkte genbrug af byggematerialer, og det er et genbrugscenter, siger Lise Lyngfelt Molander, der har været med til at skrive paradigmet.
Hun har selv været med til at skrive et såkaldt paradigme for et genbrugscenter, som man kan læse om i den nye udgivelse. Det handler om at opridse lovgivning, perspektiver og dilemmaer, der er forbundet med oprettelsen af et genbrugscenter.
Værdikæden for genbrugsmaterialer i dag er for lille og usikker
Martha Katrine Sørensen er sektionsleder på Teknologisk Institut og projektleder på Grand Solutions-projektet Cirque, der er en digital platform, hvor man kan handle med brugte byggematerialer, som samtidig understøtter bedre bevaring af bygninger.
– Vi ser et stort potentiale i at optimere genbrugsprocesserne for at reducere spild og øge genanvendelsen af materialer. Circue-projektet har lært os, at der skal nye typer samarbejder til, hvis vi vil gøre alvor af visionerne om genbrug. Det er for småt og for usikkert, sådan som værdikæden ser ud i dag. Ved at investere i avancerede teknologier og implementere effektive arbejdsgange, kan vi sammen skabe et genbrugscenter, hvor materialer, der tidligere blev sendt til nedknusning eller forbrænding, kan oparbejdes til værdifulde ressourcer, siger Martha Katrine Sørensen.
Med denne tilgang til genbrug vil man ikke kun bidrage til at bevare værdifulde ressourcer til gavn for kloden. Det vil også styrke konkurrenceevnen for genbrugsmaterialer på markedet, mener hun.
Hvis man øger tilgængeligheden af genanvendte materialer, der bliver forarbejdet, kan et genbrugscenter åbne nye muligheder for brug af genbrugsmaterialer inden for forskellige industrier, fra byggeri til indretning. Men Martha Katrine Sørensen understreger, at det er en dilemmafyldt diskussion, som relevante aktører er meget velkomne til at byde ind i:
– Dette er et absolut første spadestik. Og der er mange dilemmaer, hvilket paradigmet også stiller skarpt på. Et genbrugscenter kan se ud på mange måder, så vi ser frem til at samarbejde med interessenter fra industrien og bæredygtighedssektoren for at realisere visionen om en mere bæredygtig fremtid gennem avancerede genbrugsprocesser.
Find publikationen på Teknologisk Instituts hjemmeside.
De fem største dilemmaer
1: LOGISTIK VS. SPECIALISERING: Vil vi transportere og samle materialer hos få behandlere, som så derved kan specialisere sig? Eller er det bedre at minimere transport og logistik, og sende flere typer af materialer til flere behandlere?
2: EN ELLER FLERE AKTØRER: Er Danmark så lille så der kun skal være et enkelt center, som evt. er offentlig drevet? Eller skal der være lige markedsvilkår i et dynamisk markedsdrevet miljø?
3: HVILKEN LOVGIVNING GÆLDER: Det principielle spørgsmål er, om der er tale om affald eller ressourcer? Og i forlængelse deraf; skal centret have en miljøgodkendelse som producent eller som affaldsbehandler?
4: HVEM HAR ANSVARET? Hvis et byggeri af genbrugte materialer får skader, hvem har så ansvaret? Den originale producent, genbrugscentret eller bygherre? Og hvem forsikrer de genbrugte materialer og dermed også byggerierne?
5: INCITAMENT FOR AT REGISTRERE DATA? I overgangen fra et affaldsdatasystem til et materialesystem ændres arbejdsbyrden for at registrere data. I affaldsdatasystemet ligger byrden hos de aktører, der sjældent reelt får noget ’ud af det’. Hvorimod dem, der skal bruge og er afhængige af data, får dem ’gratis’. Hvordan får vi vendt formålet, så dem der registrerer data, også får værdi for deres arbejde?
