Varmepumpe
Tekniq Arbejdsgiverne: Vi skal demokratisere teknologien i energiforsyning
Installatører kan spille en kæmpe rolle i den bæredygtige omstilling, hvor vi vil se flere varmepumper, energistyring og "prosumers" - bygningsejere, der også producerer til energisystemet, mener chefkonsulent Troels Hartung, Tekniq Arbejdsgiverne.
Troels Hartung
Med den nuværende energikrise har mange travlt med at udskifte naturgas. I Klimarådets rapport ’Fra gas til grøn varme’ anslår man, at frem mod 2030 vil omkring 170.000 bygninger skulle over på fjernvarme, mens cirka 220.000 skal have individuelle varmepumper.
Vi spurgte Troels Hartung, chefkonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne om, hvad der vil fylde for installatørerne i 2023.
- Det at få nedbragt virksomheder og borgeres energiomkostninger vil fylde enormt meget i den kommende tid, mener Troels Hartung:
- At man skifter sin varmeforsyning, installerer solceller, energistyringssystem. Eller det kan være en prosumer-installation, så man som forbruger ikke kun bruger energi, men også kan levere energi tilbage, eller tilpasser sin bygnings belastning energisystemet. Et eksempel kan være at sænke ventilationen i bygningen, når priserne er højest. Eller taler vi om varmepumper - at opvarme bygningen lidt mere end normalt, så den ikke skal opvarmes lige i kogespidsen kl. 17-21, hvor elprisen er højest.
Gode råd i en usikker tid
- Som energipriserne kører op og ned nu, har folk behov for god rådgivning, for på varmepumpeområdet er mange meget overladt til selv at finde løsninger. Men det giver rum til flere spillere, siger Troels Hartung:
- El-selskaberne er begyndt at interessere sig for, hvilke varmepumper der bliver sat op, og er begyndt at samarbejde med installatører om at tilbyde dem. Det, tror jeg, man vil se mere af. Det er en erkendelse fra energisiden af, at der ligger et stort energiforbrug i varmepumperne. Derfor er det interessant at arbejde med i et leverandørperspektiv.
Han anbefaler installatørerne at lave transparente tilbud, der viser de forskellige scenarier alt efter, hvordan gas- og elpriserne ligger. Som verden er lige nu, kan man ikke sige, hvad ens besparelse bliver om et, fem eller ti år, siger han:
- Man skal være god til at forstå sine kunders behov. Hvis folk køber en varmeinstallation, der svarer i omkostninger til en ny bil, har de også en forventning om, at der bliver brugt tid og ressourcer på, at den fungerer helt optimalt.
Mere mainstream energistyring
Energistyringssystemer venter man sig også meget af hos Tekniq Arbejdsgiverne, siger Troels Hartung:
- Vi kommer til at kigge ind i en demokratisering af teknologien, så alle har adgang til energistyring. Systemerne er der, men de skal i højere grad også ned i mindre bygninger - hos private borgere og små og mellemstore virksomheder.
- Ens forbrug passer måske til at være en aktiv del af et større fordelingsnetværk, men det er vigtigt at kunne tilpasse sit forbrug. Ligesom IKEA har smart home løsninger, vil energistyringsteknologien også blive mere mainstream. Vi forventer at se flere leverandører komme med løsninger, der er billigere og lettere at anvende.
Installatørerne kan i høj grad drive den bæredygtige omstilling ved at være observante, når de er ude og besøge kunder, mener han:
- I de små og mellemstore virksomheder, er det ofte ejerne selv, der står for alt det administrative, og man kan ikke forvente, at de også i detaljer forholder sig til drift af bygningen. For både el- og vvs-installatører gælder det derfor om, når man er ude hos kunder at få kigget rundt om og se, om der er noget i bygningen, der kan optimeres.
- Det vil ofte være en mindre avanceret løsning, kunden har brug for. Eksempelvis at sørge for nattesænkning i bygningen.
Varmepumpe
Service sænker energiforbruget
Indeklima og ventilation bliver områder, man vil se vokse, ifølge Troels Hartung. Her ser han, at især de offentlige bygninger halter bagefter med et for højt CO2-indhold på grund af dårlig ventilation.
- Noget af det, vi meget gerne ser mere af i fremtiden, er periodiske tjek af bygninger og service af ventilation og varmeinstallationer, siger Troels Hartung:
- Energistyrelsen har tidligere lavet en analyse af ventilationsområdet, der viste, at efter første service kan man spare 20-25 % af energiforbruget på anlægget. Laver man et årligt eftersyn, kan man igen sænke energiforbruget 10 %. Det har noget at gøre med, at anlægget sætter sig lidt over tid. Men det viser bare, at der virkelig er et kæmpe potentiale for at optimere bygningerne.