<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Vindere af regionsmesterskab_tagdækkerlærlinge_febr 2022_ Chris tv_Nicoali th

Vinderne af regionsmesterskabet. Tagdækkerlærlingene, tv. Chris og th. Nicolai

Tagdækkerlærlinge går efter at vinde DM i Skills 2022

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2022-02-15

    Fire tagdækkerlærlinge stillede op til regionsmesterskabet. Chris Grønbæk Schou fra KN Tagdækning og Nicolai Langager fra Jysk Tagpap vandt, og de er nu klar til DM i Skills 2022.

    Fire tagdækkerlærlinge stillede op til regionsmesterskabet. Chris Grønbæk Schou fra KN Tagdækning og Nicolai Langager fra Jysk Tagpap vandt, og de er nu klar til DM i Skills 2022.

     

    Efter 16 effektive arbejdstimer blev vinderne af regionsmesterskabet for tagdækkerlærlinge kåret på Learnmark Tech. De skal nu repræsentere de virksomheder, hvor de er i lære, og Learnmark Tech til DM i Skills, som afholdes i Høng den 28. – 30. april 2022.

     

    Vinderne er:

    Chris Grønbæk Schou, Struer

    22 år

    I lære hos KN Tagdækning, Struer

    Udlært september 2023

     

    Nicolai Langager, Varde

    24 år

    I lære hos Jysk Tagpap, Kolding

    Udlært september 2023

     

    I regionsmesterskabet deltog fire dygtige tagdækkerlærlinge, som alle viste håndværk på højt niveau. I konkurrencen lavede de tagdækning med listedækning, som er én ud af to opgaver til DM i Skills.

     

    – Listedækning er en af mine yndlingsopgaver, fordi det kræver mere finish, og man skal være mere forsigtig i sit arbejde. Jeg synes også, det er klart det flotteste tag, fortæller Chris Grønbæk Schou.

     

    Klar plan for at vinde DM

    Chris Grønbæk Schou glæder sig til at deltage i DM i Skills, og han har en plan for, hvordan han når sit mål om at blive Danmarks bedste tagdækkerlærling.

     

    – Jeg har aldrig regnet med, at jeg skulle deltage i DM i Skills. Det skal jeg nu, og det betyder, at jeg skal give mig endnu mere og være endnu mere omhyggelig, end jeg var til regionsmesterskabet. Og så skal jeg forberede mig mentalt på, at der er så mange mennesker, der kigger på mig, og at skuemestrene hele tiden kan holde øje med, hvad jeg laver, siger DM-deltageren.

     

     

    Fokus på ikke at spilde tid til DM

    Han skal konkurrere mod sin holdkammerat og faste samarbejdsmakker på skoleforløbene Nicolai Langager, der også ser det som et skulderklap at komme med til DM i Skills.

     

    – Det er helt nyt for mig at skulle konkurrere i mit fag og vise det frem til andre, end dem jeg arbejder for. Op til DM i Skills skal jeg øve mit blikarbejde, fordi jeg til regionsmesterskabet spildte alt for meget tid på at lave samlingerne på den rigtige måde, siger Nicolai Langager.

     

    Det fede ved at være tagdækker

    De to DM-deltagere er uden tvivl i gang med den uddannelse, der er helt rigtig for dem, og Nicolai Langager sætter ord på følelsen.

     

    – Det fede ved at være tagdækker er friheden i arbejdet, den altid gode udsigt og at arbejde udenfor i det gode vejr. Det allerfedeste er at mærke stilheden i det øjeblik, hvor jeg har slukket brænderen, understreger tagdækkerlærlingen.

     

    Tagdækkerlærlinge, der tager deres sskoleophold på Learnmark Tech, har vundet DM otte gange siden 2012.

     

    Learnmark Tech har også brolægger- og anlægsstruktørlærlinge med til DM i Skills 2022.

    Anbefalede artikler