Smart Control fra Palfinger skal afhjælpe manglen på kranførere
Smart Control fra PALFINGER skal gøre det lettere for mindre rutinerede kranførere at levere det perfekte resultat. Udviklingen er godt i gang i Østrig og Tyskland.
Der er mangel på dygtige kranførere i byggebranchen – bl.a. fordi det tager mange år at få den fornødne rutine.
Men nu kommer den østrigske kranproducent, PALFINGER, med et algoritmebaseret system, der kan få den grønne kranfører til et præstere næsten lige så godt, som hans rutinerede kollega.
Systemet hedder Smart Control og tilbyder en række funktioner – heriblandt integration af alle hydrauliske udskudsarme og kompensation for armsystemets nedbøjning.
Algoritmen klarer det meste
Det betyder på jævnt dansk, at kranføreren bare peger joysticket i den retning, hvor han ønsker krantippen hen. Og det betyder også, at tippen på trods af hele kramarmens bevægelse, kan følge et nøjagtigt horisontalt eller vertikalt plan.
- Normalt skal man jo justere på to - tre parametre for f.eks. at komme ind gennem et vindue med krantippen. Men med Smart Control sætter man bare kranen til at følge det horisontale plan, og så klarer algoritmen resten, så olietrykket bliver
fordelt korrekt mellem kranens forskellige cylindre, siger Anders Helbo fra Palfinger Danmark A/S.
Han fortæller, at systemet er på kraftig fremmarch i bl.a. Østrig og Tyskland – og særligt i virksomheder, hvor lastbiler og kraner betjenes af forskellige chauffører:
- Årsagen er jo, at det bliver langt lettere at styre begivenhedernes gang – også selvom det er en ny bil og en ny kran, man skal håndtere. Dermed bliver det hele også meget mere fleksibelt, og afhjælper en stor del af den mandskabsmangel, som man også døjer med syd for Danmarks grænse, lyder det.
Læs også
Interview med Tonny Sørensen ”Bæltekranen har udvidet vores arbejdsområde og skaffet nye kunder”Sænker barrierer og reducerer omkostninger
Anders Helbo fortæller, at PALFINGER gennem de seneste små ti år har udviklet systemer, der sigter mod at gøre det lettere og mere sikkert at håndtere deres kraner.
Ud over diverse flådestyringsprogrammer og indbyggede vejesystemer, har man f.eks. præsenteret systemet P-Fold, hvor kranarmen automatisk foldes ud og ind ved et enkelt tryk på en knap. Dertil kommer også førerhusovervågning, der forhindrer kranen i at ramme lastbilens førerhus.
- Det er alle sammen features, der er med til at sænke barrieren for den nye mand – og samtidig sænke omkostningerne for hans arbejdsgiver i forbindelse med skader og ved simpelthen at reducere den tid, det tager at løse en given opgave, siger Anders Helbo.
Han er da heller ikke i tvivl om, at Smart Control funktionerne efterhånden vil blive en branchestandard:
- Alt andet i dag er jo baseret på algoritmer og computerkraft, så jeg er overbevist om, at det også har sin berettigelse her, hvor ulykker både kan have store menneskelige og økonomiske omkostninger, lyder det.