Jens Lundgaard fra Jamas og Holger Skjoldemose fra Dansk Maskincenter
Skruer op for Develon-service efter Jamas-overtagelse
Dansk Maskincenter overtager Jamas’ aktiviteter og serviceaftaler fuldt fra 1. januar 2026 og udvider den landsdækkende Develon-service med kendte profiler og nyt beredskab.
Som led i en aftale mellem Jamas og Dansk Maskincenter har DMC pr. 1. januar 2026 overtaget de resterende aktiver fra den tidligere Develon-forhandler Jamas, der samtidig lukker sin forretning i Kalundborg. Med overtagelsen ønsker Dansk Maskincenter både at videreføre det eksisterende samarbejde med Develon-kunderne og at tiltrække nye aktører, der har behov for en pålidelig servicepartner.
Alle eksisterende serviceaftaler følger med over til Dansk Maskincenter, hvilket skal sikre en smidig overgang for de nuværende kunder uden driftsforstyrrelser.
– At vi allerede har arbejdet tæt sammen og leveret service i hele Danmark det seneste år, betyder, at overgangen bliver både tryg og gnidningsfri for kunderne. Relationer, viden og erfaring er allerede på plads, udtaler Holger Skjoldemose, direktør i Dansk Maskincenter.
Kontinuitet med velkendte mennesker
Dansk Maskincenter har det seneste år haft fire tidligere Jamas-medarbejdere tilknyttet organisationen. Med overtagelsen følger også den femte kollega med over i DMC. Det drejer sig om Mads, Mikael, Torben, Richard og Maja, som mange Develon-kunder allerede kender fra salg, service, eftermarked og reservedele.
Fire af medarbejderne er baseret på Sjælland, mens Mikael indgår i det jyske team sammen med Lars, Charlotte, Andreas, Tobias, Rasmus og Daniel. Det giver en geografisk bred dækning, som styrker tilgængeligheden for kunder i hele landet.
Udbygget serviceberedskab i hele landet
Med base i det midt- og sønderjyske og samarbejde med Nordjyllands Entreprenørservice som underforhandler i Vendsyssel, tilbyder Dansk Maskincenter allerede landsdækkende service. Overtagelsen af Jamas betyder, at den eksisterende Develon-service nu bliver endnu mere integreret og styrket.
Samtidig investerer Dansk Maskincenter i at udvide det eksisterende serviceberedskab – internt omtalt som det “orange hold” – med flere servicebiler og forbedret reservedelslogistik.
– Develon-kunder arbejder i et professionelt miljø, hvor oppetid er afgørende. Derfor gearer vi organisationen op, så vi kan yde hurtig, ensartet og kompetent service i hele Danmark, slutter Holger Skjoldemose.