
Martin Dahl, CEO i Sika Footwear
Producent af sikkerhedsfodtøj overtager tre brands
Sika Footwear har overtaget distributionen af de internationale brands Grisport og Vismo fra Bjerregaard Sikkerhed samt rettighederne til det danskstiftede brand 2-Be.
Med opkøbet får den danske producent af sikkerhedsfodtøj adgang til nye kundegrupper og en markant bredere produktportefølje.
- Muligheden opstod uventet, men det er et strategisk skridt, der flugter med vores vækstplaner. Det styrker vores position på markedet betydeligt, siger Martin Dahl, CEO i Sika Footwear i en pressemeddelelse.

Udvider sortimentet og markedstilgangen
De tre brands dækker over forskellige styrker og målgrupper. Vismo er kendt for sit lette, sportsinspirerede sikkerhedsfodtøj med høj grad af teknologisk innovation. Grisport er en veletableret europæisk producent, og 2-Be er målrettet uniformerede faggrupper som forsvar, politi og sikringsbranchen.
- Vismo er en innovativ samarbejdspartner, der matcher vores ambitioner om at udvikle moderne sikkerhedssko. Med 2-Be træder vi ind på nye markeder, som vi ser stort potentiale i. Og Grisport står for den kvalitet og holdbarhed, vi ønsker i vores sortiment, siger Martin Dahl.
Eksisterende produktlinjer føres videre
Overtagelsen betyder, at Sika Footwear fremover står for distributionen af de tre brands i Danmark. Produktionen af Grisport og 2-Be forbliver hos den italienske producent Grisport, mens Vismo fortsætter sit canadiske afsæt.
- Produkterne føres videre uden ændringer. Det er veletablerede løsninger, vi kan stå inde for, og som integreres direkte i vores nuværende setup, siger Martin Dahl.
Sika Footwear har allerede overtaget det eksisterende varelager, og den officielle distribution af de tre brands overgår fuldt ud til virksomheden i begyndelsen af 2026.
Styrket position i bredt marked
Med udvidelsen positionerer Sika Footwear sig som en af de aktører med det bredeste sortiment inden for sikkerhedssko og arbejdsfodtøj. Virksomheden leverer i forvejen til brancher som byggeri og håndværk, industri, sundhed og pleje, HORECA samt levnedsmiddel og landbrug.
Læs flere artikler om arbejdsmiljø, beklædning og sikkerhedsko