
Opråb fra modulproducent: Hæv nu ambitionsniveauet i bygningsreglementet
Byggebranchen er klar til at implementere nye teknologier og byggetekniske metoder for at leve op til meget mere strikse CO2-grænseværdier, pointerer Thomas K. Pedersen fra ABC Pavilloner, og han tror ikke, at frivillighedens vej er nok.
Thomas K. Pedersen fra ABC Pavilloner
Den 1. juli skærpes kravene i bygningsreglementet med nye CO2-grænseværdier, som vil inkludere flere bygningstyper end tidligere. Samtidig skal modul A4 og A5 også medregnes i LCA-beregningen. De to moduler udgør transport af byggematerialer, energiforbrug på byggepladsen og håndtering af byggeaffald – altså byggeprocessen. Initiativet kan umiddelbart lyde som et skridt i den rigtige retning, men en nærmere granskning rejser spørgsmålet, om de nye regler overhovedet rammer inden for skiven.
Mens flere aktører i byggebranchen gennem brancheforeninger eller Reduction Roadmap-initiativet har råbt op om, at de nye CO2-grænseværdier skal være mere ambitiøse for at leve op til Paris-aftalen, så har politikerne valgt en uambitiøs model. Både pisken og guleroden er i store træk blevet i skuffen, og det er op til den enkelte, om man frivilligt vil gå den ambitiøse vej og sænke CO2-udledningen i byggeriet yderligere. Men som vi har set med andre klimaaftaler i Danmark, så er frivillighedens vej sjældent nok.
Generiske beregninger af transport og bagatelgrænser giver et upræcist billede
Transport under byggeprocessen kan opgøres gennem tre forskellige metoder. Og her opstår et af de største problemer ved de nye krav, for ifølge guiden fra Videncenter om bygningers klimapåvirkning vil det i de fleste tilfælde være nemmest at benytte generiske tabelværdier i stedet for faktiske opgørelser. I praksis betyder det, at man får en skæv og upræcis opgørelse af det reelle CO2-aftryk. Man har også valgt en bagatelgrænse for brændstofforbrug for materialer under et ton på trods af, at det har potentiale til at udgøre en ikke uvæsentlig del af det samlede forbrug.
Hæv ambitionsniveauet
En rapport fra BUILD på Aalborg Universitet med indsamlet data fra byggepladser viser, at over halvdelen af landets nybyggerier allerede ligger under grænseværdien for byggeprocessen – også betegnet modul A4 og A5 i bygningsreglementet – på 1,5 kg CO2-ækvivalenter pr. m2 pr. år. Det vidner om et ambitionsniveau, der kunne have været meget højere, hvis der for alvor skal skabes et incitament til at sænke CO2-udledningen.
Det er ærgerligt, at ambitionsniveauet hos politikerne ikke har været højere, for uanset hvordan man vender og drejer det, vil de nye krav til LCA-beregningen betyde en større administrativ byrde for aktørerne i byggebranchen.
De kommende år skal bygningsreglementet endnu engang til forhandling, og jeg vil opfordre til, at politikerne hæver ambitionsniveauet. Kravene til byggeprocessens CO2-niveau skal strammes, hvis vi for alvor skal sænke udledningen af drivhusgasser i denne del af LCA-beregningen. For teknologierne og produkterne, som kan gøre byggepladserne mindre ressourcekrævende fx i forhold til strøm- og varmeforbrug, er allerede til stede, men løsningerne er ofte dyrere, og der skal yderligere incitamenter til, før innovation vinder over pengepungen.
Så kære politikere – hæv nu ambitionsniveauet, når CO2-grænseværdierne i bygningsreglementet for de kommende år skal fastsættes. Byggebranchen er klar til at implementere nye teknologier og byggetekniske metoder. Men hvis det skal være ad frivillighedens vej, så har det lange udsigter.