<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Daikin_EVU-2026

Jørgen Prosper Sørensen fra TEKNIQ, Andreas Lundberg fra Dansk El-Forbund, Kim Fusager Balle fra Blik- og Rørarbejderforbundet og Jens Bredning fra Daikin Denmark

Nyt partnerskab: Ny teknologi skal ind på de tekniske erhvervsuddannelser

  • Materialer og Løsninger
  • VVS
  • Energi og Energioptimering
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2026-09-15
  • | Af Redaktionen

  • Varmepumper, klimaanlæg og bygningsstyring bliver en stadig større del af hverdagen for vvs’ere og elektrikere, og TEKNIQ, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og Daikin går sammen om at få den nyeste energieffektive teknologi ind på uddannelserne.

    Partnerskabet skal blandt andet styrke undervisningen i energieffektive løsninger og skabe tættere forbindelse mellem erhvervsskolernes undervisning og de installationer og teknologier, som lærlinge og færdiguddannede møder ude i virksomhederne.

    Samarbejdet kommer samtidig på et tidspunkt, hvor manglen på faglært arbejdskraft forventes at vokse. Ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening risikerer Danmark om ti år at have 160.000 færre faglærte på arbejdsmarkedet. Det svarer til omkring hver femte faglærte medarbejder på tværs af en række fag og brancher. 

    Udviklingen kan få betydning for den grønne omstilling, hvor blandt andet elektrificering, varmepumper og energieffektive installationer kræver faglærte, som både kan installere, integrere, servicere og indregulere de tekniske løsninger i boliger, virksomheder og offentlige bygninger.

    Undervisningen skal følge teknologien 

    Med partnerskabet vil TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet sammen med Daikin arbejde for at styrke kvaliteten i undervisningen og give eleverne adgang til teknologier, der anvendes i branchen.

    Samtidig skal samarbejdet bidrage til interessen for elektriker- og vvs-energiuddannelserne og skabe en tættere forbindelse mellem leverandører, erhvervsskoler og arbejdsmarkedets parter.

    En central ambition er, at de faglige kompetencer på uddannelserne løbende udvikler sig i takt med nye krav til installationer, energieffektivitet og tekniske systemer. 

    – Vi får brug for langt flere faglærte i Danmark, hvis vi skal lykkes med den digitale og bæredygtige omstilling af samfundet. Derfor skal vi både gøre de tekniske erhvervsuddannelser attraktive og sikre, at lærlingene har de teknologiske kompetencer, virksomhederne har brug for i fremtiden. For at nå i mål med den ambition kræver det fuldt opdaterede undervisningsmiljøer, som det nye samarbejde med Daikin er med til at sikre, siger Jørgen Prosper Sørensen, uddannelseschef i erhvervsorganisationen TEKNIQ, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.

    Træning i varmepumper og varmesystemer

    Som en del af partnerskabet får erhvervsskoler og faglærere adgang til Daikins træningsfaciliteter i Brøndby og Fredericia. Her kan undervisningen blandt andet omfatte varmepumper samt tilslutning af vand- og varmesystemer.

    Dermed får elever og undervisere mulighed for at arbejde praktisk med tekniske løsninger, som allerede indgår i mange installationer og forventes at få en større rolle i takt med elektrificeringen af varmeforsyningen og øgede krav til energieffektivitet.

    – Hvis vi skal lykkes med elektrificeringen og den grønne omstilling af Danmark, skal vi have flere dygtige elektrikere. Og de skal være klar til de opgaver, der venter. Det kræver høj kvalitet på elektrikeruddannelsen og adgang til moderne teknologi. Derfor er det positivt, når virksomheder som Daikin tager medansvar for at udvikle uddannelsen, så den også i fremtiden matcher de kompetencer, som branchen efterspørger, siger Andreas Lundberg, uddannelseskonsulent i Dansk El-Forbund. 

    Også på vvs-området er behovet for teknologiske kompetencer voksende i takt med udbredelsen af blandt andet varmepumper og andre energieffektive installationer. 

    – VVS-branchen er i hastig udvikling de her år, og varmepumper og energieffektive løsninger fylder meget i hverdagen hos vores medlemmer. Derfor skal eleverne og lærlingene på VVS-energiuddannelsen også have adgang til den nyeste viden og teknologi. Det er med til at sikre en fremtidssikret uddannelse – og at vi også i fremtiden kan fastholde den høje håndværksmæssige kvalitet inden for vores fag, siger Kim Fusager Balle, forbundssekretær, Blik- og Rørarbejderforbundet.


    Også samarbejde om DM i Skills 

    Partnerskabet omfatter desuden DM i Skills samt det danske elektrikerlandshold og vvs-landshold. Her skal Daikin bidrage med materialer, udstyr og specialtræning til de unge fagtalenter. For Daikin handler samarbejdet blandt andet om at bringe leverandørernes tekniske viden tættere på både uddannelserne og de kommende faglærte. 

    – Den grønne omstilling kræver, at vi både udvikler ny energieffektiv teknologi og uddanner de faglærte, der skal få det til at fungere. Varmepumper og klimaanlæg bliver en stadig større del af hverdagen for vvs’ere og elektrikere, og derfor skal eleverne have fingrene i de grønne teknologier allerede under uddannelsen. Med partnerskabet kan vi i endnu højere grad dele vores viden og erfaring med hele værdikæden i branchen og samtidig komme tættere på de unge fagtalenter, der skal være med til at drive den grønne udvikling fremad, siger Jens Bredning, Country Manager i Daikin Denmark.

    Anbefalede artikler