<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Direktør Torben Friis Lange ved Dalgas-statuen i Aarhus
Annonce

Direktør Torben Friis Lange ved Dalgas-statuen i Aarhus

Nyt navn: Dalgas’ dyder skal med ind i fremtiden

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Virksomhedsnyt
  • Landskab
  • Klimasikring
  • 2024-10-09
  • Dalgas er det nye navn på HedeDanmark og alle relaterede forretninger. De bliver nu samlet under ét brand, der arbejder med naturen som partner.

    DALGAS_VANDLOB_086


    HD Silva, HD NordicTrees, HD BioRec, HD LogSystems, HD 2412, HD Forest, HD Forest Germany, HD JordPark, HD Seed. Underbrandene er knopskudt fra HedeDanmark, siden etableringen under Hedeselskabet for 20 år siden.

    Forretningsdivisionerne har specialiseret sig i hvert deres felt inden for arbejde med natur, miljø og energi – herunder anlæggelse af bynære naturområder og LAR-løsninger. Det har dog betydet, at det til sidst blev svært for kunder at navigere i underskoven af underbrands.

    Derfor har HedeDanmark og alle HD-underbrands nu skiftet navn til Dalgas. Det skal gøre genkendelsen lettere – og samtidig understrege de værdier, som forretningen bygger på.

    Dalgas er en del af fonden Hedeselskabet, og navnet er taget fra Hedeselskabets første direktør, officeren og ingeniøren Enrico Dalgas, som var blandt arkitekterne af det moderne samfund med sit arbejde for opdyrkning af den jyske hede, så befolkningen kunne brødfødes for mere end 150 år siden.

    - Med det nye navn bringer vi Dalgas’ ånd og værdier ind i nutidens forretning. Han var kendt for sin ihærdighed, innovation og faglighed samt evne til at søge samarbejder i samfundet. Det samme har kendetegnet vores forretninger siden begyndelsen i 1866. Så hvilket navn ville være mere passende at samle vores forretninger under, end navnet på Hedeselskabets første direktør, siger Torben Friis Lange, adm. direktør i Hedeselskabet og Dalgas.

    Med navnet knytter man samtidig fonden, Hedeselskabet, og forretningen, Dalgas, tættere sammen. Det sker blandt andet også gennem en fælles visuel identitet, hvor det samme bomærke vil gå igen i begge logoer.


    Naturen i centrum

    Dalgas’ forretningsområder spænder vidt, men har alle sammen naturen som centrum. Virksomheden arbejder for at øge biodiversiteten, modvirke klimaforandringer og genanvende naturens ressourcer. Det sker blandt andet gennem arbejdet med naturgenopretning, anlægsarbejde, skovforvaltning, skovrejsning, grøn pleje, genanvendelse af restprodukter og handel med træ.

    Mange kunder og samarbejdspartnere har i dag forretninger med flere forskellige underbrands, og de vil fremover få en lettere indgang til virksomheden, når der kun er ét navn, at forholde sig til.

    Forretningen har i dag forretningsaktiviteter i Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Sverige samt handel med mange lande i og udenfor Europa. Skiftet til navnet Dalgas skal således også understøtte de øgede internationale ambitioner, da Dalgas har mere internationalt potentiale end HedeDanmark-navnet.

    Dalgas vil fortsat være en del af Hedeselskabet, der uddeler midler til projekter i det grønne og formidler viden om natur, miljø og klima. Hedeselskabet er en forening med status som erhvervsdrivende fond, og det overskud som forretningen Dalgas skaber, vil blive uddelt som fondsmidler eller geninvesteret i forretningen.

    Både forening og forretning vil fortsat arbejde under visionen ”Vi bygger en bæredygtig fremtid - med naturen som partner”.

    Om Enrico Mylius Dalgas

    Født i 1828 i Napoli af danske forældre.

    Var som officer og vejingeniør aktiv under de slesvigske krige i 1848-1851 og 1864, hvor Danmark mistede megen god landbrugsjord til Tyskland.

    Var i 1866 blandt stifterne af Hedeselskabet, hvis formål var at opdyrke den jyske hede til landbrugsjord, som erstatning for det tabte.

    Var den første direktør for Hedeselskabet fra 1866 til sin død i 1894.

     

    Læs flere virksomhedsnyheder

    Anbefalede artikler