Betonbyggeklodser fra HedeDanmark er grønne og fulde af genbrug
Der er skruet ned for klimabelastende materialer i HedeDamarks betonelementer og i stedet fyldt op med genbrug af knust sanitet og glas – uden at miste styrken af den grund.
Det ligner kæmpemæssige grå Lego-klodser, som ligger stablet på række efter række hos HedeDanmarks afdeling i Stoholm vest for Viborg. Med to gange fire tapper ovenpå og det samme antal huller nedenunder, er de lige til at gå i gang med at bygge med.
Men det er altså ikke sådan nogle, legebørn bare lige kan samle op og sætte sammen. Hver af de store betonblokke vejer nemlig 2,2 tons – så de flytter sig ikke uden videre. Det er nu heller ikke meningen, at de skal det, for de såkaldte cirkulære betonelementer kan bruges til eksempelvis siloopbygning, adskillelsesvægge, støttevægge og lignende, hvor det er vigtigt, at de ligger fast og stabilt.
At de er cirkulære har intet at gøre med formen på dem – det handler om noget, man ikke lige kan se med det blotte øje, men som fylder det meste i blokkene.
’Klodserne’ produceres af HedeDanmark, der arbejder for at recirkulere så mange ressourcer som muligt. I betonelementerne er det således genbrugt sanitet og glas, der udgør hovedbestanddelen af blandingen, mens selve cementen kun fylder en mindre del.
Kan genbruges igen og igen
Selvom klodserne mestendels er lavet af kasserede toiletter, håndvaske, ruder og glasprodukter, så går det ikke ud over holdbarheden.
- Det handler om at finde den helt rigtige blanding, hvor vi kan genbruge så mange restprodukter som muligt og stadig have en solid og sikker klods. Vi får selvfølgelig foretaget målinger af vores elementer hos officielle testinstitutter og sikrer dermed, at de kan holde til minimum det samme som traditionelle betonklodser, siger Michael Christensen, der er afdelingschef hos HedeDanmark.
Ved at bruge genbrugsmaterialer fra affaldsanlæg rundt om i landet til at støbe klodserne fortrænger man jomfruelige materialer som sand og grus i tilblivelsen - der skal altså ikke bruges nye materialer, så man undgår at belaste miljøet unødigt. På den måde er de store grå klodser faktisk ret grønne.
Og så er der endda en krølle mere på den cirkulære hale – for når betonelementerne på et tidspunkt bliver for slidte og trænger til udskiftning, så kan de gamle elementer knuses og genbruges i nye betonblokke.
HedeDanmark tager imod sine egne kasserede klodser og sikrer genanvendelse til nye eller andre produkter. En sidste detalje er også at den cirkulære forretningsmodel betyder, at HD Klodsen er billigere end en med nyt sand og grus.