<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
ane-halsboe-joergensen

Nyt id-kort bliver krav på de største byggepladser

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • IT og ny teknologi
  • Sikkerhed
  • Arbejdsmiljø
  • 2026-09-03
  • | Af Redaktionen
  • | Foto: Marie Hald

  • Folketinget har vedtaget id-kort på større byggepladser. Id-kortet er et vigtigt skridt i kampen mod social dumping i byggebranchen, ifølge beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen.

    Håndværkere og ansatte på de større byggepladser i Danmark skal fremover bære id-kort. Det står klart, efter Folketinget torsdag har vedtaget lovforslaget, der skal gøre det lettere for myndighederne at kontrollere, hvem der arbejder på byggepladserne og om arbejdet foregår efter gældende regler.

    Formålet med ordningen er blandt andet at begrænse snyd, social dumping og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Samtidig skal id-kortet bidrage til fair konkurrence mellem virksomhederne og understøtte kontrollen med arbejdsmiljøet på byggepladserne.

    Styrket kontrol på byggepladserne 

    Med id-kortet får myndighederne nemlig et nyt redskab til kontrol på større byggepladser, hvor mange virksomheder, underentreprenører og udenlandske medarbejdere kan være beskæftiget samtidig.

    – Id-kortet er et vigtigt skridt i kampen mod social dumping i byggebranchen, der undergraver det danske arbejdsmarked. Vi får bedre muligheder for at komme snyd og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft til livs. Mere kontrol med reglerne på byggepladser er også en vigtig og nødvendig udlændingestramning, siger Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse. 

    Lovforslaget udspringer af en bred politisk aftale fra sidste efterår mellem den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.

    Ny ordning for udenlandsk arbejdskraft 

    Samtidig med reglerne om id-kort har Folketinget vedtaget et andet lovforslag om en ny overenskomstbaseret beløbsordning for certificerede virksomheder. Ordningen skal give danske virksomheder med overenskomst bedre muligheder for at ansætte udenlandsk arbejdskraft fra udvalgte lande under ordnede forhold. Det kan få betydning for blandt andet bygge- og anlægsvirksomheder, der benytter udenlandsk arbejdskraft.

    – Vi skal passe på sammenhængskraften i Danmark. Vi ser gang på gang, at mange udlændinge kommer til Danmark uden at få en ordentlig løn, og at arbejdsgivere ser stort på deres arbejdsmiljø. Det skal vi sætte en stopper for, og samtidig er det fornuftigt at have fokus på at hente arbejdskraft fra de lande, som vi har et interessefællesskab med, og som vi handler med. Med certificeringsordningen får vi i højere grad styr på den arbejdskraft, der kommer ind i landet, og på at de bliver ansat under ordnede forhold på arbejdspladser med overenskomst, udtaler ministeren. 

     

    Læs flere nyheder om arbejdsmiljø på byggepladsen 

     

    Anbefalede artikler