Der er et stort uudnyttet miljø- og klimapotentiale i at optimere driften af bygninger. Derfor lancerer Svanemærket nu krav til bygningsdrift.
Nu kan man få Svanemærket sin bygningsdrift
Ved at få certificeret bygningsdriften med Svanemærket, hjælper det til at træffe bedre valg for både miljø og beboere, ifølge Heidi Bugge, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark. Bliv klogere på de nye krav.
Miljø- og klimapotentialet i optimering af driften af bygninger er stort, især hvis man tænker i store kontorbyggerier og beboelsesejendomme. Svanemærket har derfor lanceret en række krav til den enkelte bygnings drift, som bliver certificeret.
For alle bygninger påvirker omgivelserne: Naturen, miljøet og klimaet, både under byggeri og i drift. Og derfor indfører Svanemærket krav til bygningsdrift, der både skal være med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre et bedre indeklima og forlænge bygningens levetid. Når man certificerer sin bygningsdrift med Svanemærket, træffer man altså både et bedre valg for miljø, klima og beboere, fortæller Heidi Bugge, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
Miljømæssigt fokus i hele bygningens liv
Der er to hovedformål med de nye krav: Det ene er at servicere den del af bygningsmassen, som er optimeret og har en høj kvalitet. Det andet er at opnå en forbedring af den eksisterende bygningsmasse ved at vedligeholde og optimere driften.
Sammen med de nuværende kriterier for nybyggeri og renovering bliver Svanemærket med den nye tilføjelse af krav til bygningsdrift et praktisk værktøj til at have et miljømæssigt fokus i sin bygning helt fra opførelse og renovering til den daglige drift.
- Svanemærket har mange års erfaring med nybyggeri og bygningsrenovering, og ejendomsdrift er et naturligt næste skridt. Det er i høj grad blevet understreget af den efterspørgsel og interesse, som vi har oplevet fra markedet. Især fra flere bygherrer, der står bag svanemærket nybyggeri, og som godt ved, at en sund og ressourceeffektiv drift er vigtig for at bevare de nyopførte bygningers værdi, forklarer Heidi Bugge.
Klar til fremtidens klima
Svanemærket bygningsdrift er samtidig et effektivt værktøj for eksempelvis investeringsfonde, der oplever stigende krav som bæredygtighedsrapportering på deres ejendomsportefølje samt driften af de enkelte ejendomme. For dette betyder også, at man skal kunne identificere potentielle risici og analysere dem – og at man skal sikre sig mod klimaforandringer og hvordan man kan minimere eventuelle skader på bygningen. Derfor giver Svanemærkets krav samtidig et redskab i forhold til EU-taksonomien.
- Vi oplever flere og flere konsekvenser af klimaforandringer, som også påvirker vores bygninger, f.eks. skader fra vejr og vind. Derfor stiller Svanemærket også krav om, at man skal kortlægge klimarisici, så bygningerne er bedre rustet til fremtidens vejrforhold, fortæller Heidi Bugge.
For driftsvirksomheder vil Svanemærket også kunne hjælpe i kommunikationen med lejere. For 93 % af danskerne har allerede kendskab til Svanemærket, og 66 % ser faktisk efter mærket, når de skal vælge nye produkter.
Obligatoriske krav
Man har i sin udvikling af kriterier haft fokus på at sætte få, men effektive obligatoriske krav inden for områder med høj miljørelevans for bygningens brugsfase. Der er 38 obligatoriske krav inden for ni hovedområder. Blandet andet er der krav til energi, vand, affald, udeområder, kemikalier og byggevarer. Disse krav omfatter både daglig drift og vedligeholdelserne af bygningerne, som kommer løbende.
Man kan både certificere driften af beboelsesejendomme, kontorejendomme samt institutionsejendomme, eksempelvis skoler og daginstitutioner. Derudover vil man også kunne certificere plejeboliger og plejehjem, sundhedscentre, lægehuse og klinikker.
Webinar
De nye krav til bygningsdrift kan man blive klogere på ved Svanemærkets seminar d. 5. november kl. 9-10.30.Svanemærkets krav til bygningsdrift
- Energi
- Klimaforandringer
- Indeklima
- Vand
- Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
- Udemiljø og biodiversitet
- Servicer og produkter til daglig drift, vedligeholdelse og bygningsforbedringer
- Generelle krav
- Management