<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Lars Trabjerg_NimTag

Lars Trabjerg, projektchef hos NimTag

NimTag: Jo mere en bygning kan generere energi, jo bedre er det

  • Materialer og Løsninger
  • Tag og Facade
  • 2024-07-22
  • | Af Malene K. Holm
  • Som tagdækkervirksomhed vil man gerne medvirke til, at byggeriet bliver mere bæredygtigt, siger Lars Trabjerg, projektchef hos NimTag.

    Hyldespjældet_1
    Hyldespjældet_2
     
     

    Hos tagdækkervirksomheden NimTag bruger man krudt på, hvad man som virksomhed selv kan gøre af bæredygtige tiltag.

    - Der er ikke så meget, vi kan gå ind og bestemme i forhold til, hvordan taget skal laves. Der er vi styret af kunden, brugeren og projekterende rådgivere på de enkelte projekter. Vi kan selvfølgelig give forslag til andre løsninger, der i vores optik kan give et bedre resultat. Et bedre resultat kan give en besparelse her og nu, men i de fleste tilfælde vil besparelsen komme på den lange bane i form af varme og elforbrug. Men ellers skal bygningen naturligvis blive så god som mulig ud fra de forudsætninger de faktiske forhold giver, fortæller Lars Trabjerg, der er senior projektchef hos NimTag i Hedehusene.

    Hos NimTag har virksomheden rundet de ti år og har samlet set 45 års erfaring inden for tagdækning. I dag er man oppe på 100 medarbejdere og ordrebogen er mest fyldt op af store entrepriser. Man vejleder kunden i at vælge den energi- og materialebevidste løsning, men det er entreprenøren og arkitekten, der tager de store beslutninger for bygningen.

    Hvis tagdækkerfirmaet selv kunne bestemme, har man dog en anbefaling:

    - Jo mere en bygning kan være med til at generere energi og være mere bæredygtig, jo bedre er det. Ved pålægning af solceller vil vi kunne være med til at komme længere med de politiske klimamål, som er sat, siger Lars Trabjerg og tilføjer om grønne tage:

    - Og med det ekstreme vejr vi får mere og mere af, kan grønne tage gøre, at 60 % af vandet bliver på taget i stedet for at ryge ned i kloaksystemerne, som særligt i storbyerne ikke kan følge med.

    Et lille kraftværk på taget

    Man kan godt flytte frem og tilbage på, hvordan en bygning opfylder sin energiberegning.

    - Der er forskellige energikrav, som skal opretholdes. Hvis dette ikke udelukkende kan gøres via brug af isolering, kan en løsning være at tilføje solceller for at opnå de givende energikrav. Den mest favorable løsning er dog at bruge isolering til at opnå energikravene samt tilføje solceller. Med korrekt isolering samt solceller, bruger man mindst mulig varme og energi i bygning.

     

    Bæredygtigt er dyrere for små boligejere

    Bæredygtighed er fremtiden, og vi skal i mål, hvis der skal være noget tilbage af denne jord til de fremtidige generationer. Men dokumentation af diverse miljøkrav, DGNB-certificeringer,  Svanemærkning, affaldshåndtering m.v. er en tung post for de enkelte entreprenører, som der skal bruges utrolig meget tid på for hver enkelt projekt, stort som lille, mener Lars Trabjerg:

    - Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at bygge mere bæredygtigt. Men ofte hænger det sammen med større omkostninger, dog med samme dækning på vores produkter. Vi skal alle være med til at nå klimamålene, men der mangler hjælp på vejen oppefra, i form af bedre aftaler med staten. Her menes fordelagtige priser på strøm, der sendes tilbage til nettet. Det vil sætte skub i den grønne omstilling og give de enkelte boligejere, andelsforeninger, ejerforeninger et puf til at producere egen energi.

    Det skal give mening for alle at nå de politiske mål. Det skal vi have hjælp til.      

     

    Tagrenovering på lidt plads

    I øjeblikket er NimTag i gang med tagrenoveringen af boliger i Hyldespjældet i Albertslund, hvor tagisoleringen skal udskiftes.

    - Det er en lidt særlig opgave, for lokalplanen siger, at vi ikke må bygge højere, og derfor anvender vi PIR-isolering for at kunne opnå den merisolering, som man skal ifølge bekendtgørelsen, fortæller Lars Trabjerg.

    I Hyldespjældet løser NimTag tagentreprisen for NCC, og her fortæller NCC’s projektchef Jonas Toft om, hvad der er vigtigt for dem i det komplekse projekt:

    - For os er det vigtigt, at vi er sikre på, at firmaet der varetager tagentreprisen kan håndtere opgaven, så vi kan opfylde de krav, som bygherre har i tilbudskriterierne. Firmaet skal kunne det, vi har lovet, og det gælder både det håndværksmæssige, selve tagopbygning og isolering, men det er lige så meget at kunne håndtere kompleksiteten i, at der er beboere i bygningerne og der er snævre forhold på pladsen. I dag konkurrerer vi ikke på pris, men også på organisation og bæredygtighedstiltag. Vi forventer også af håndværkerne, at de taler ordentligt ude på pladsen, og at der er en dygtig formand til at holde hånd i hanke med arbejdet.  

     

    Bæredygtige initiativer hos tagdækkeren

    NimTag vil gerne gøre, hvad de kan for at udvikle sig i bæredygtig retning på flere måder.

    - Vi fik et EU-legat til udarbejdelse af klimaregnskab og bæredygtighedsrapport. Vi laver klimaworkshops for de ansatte, hvor vi bl.a. har fokus på at mindske forbrug af LPG-gas på taget. Så vi bruger mindre gas og mere effektivt med mindre udledning. Det indebærer både, at man husker at slukke den, når man ikke bruger den og at man bruger gasflasker helt op. Der findes også typer af pap, hvor man ikke skal bruge helt så meget varme, hvis man kan finde ud af det. De har så bare nogle andre udfordringer, for den pap er spejlglat om vinteren, siger Lars.

    Man ser også på, hvordan man kan gå over til at bruge elbiler.

    - Men den måde varebiler på el kører lige nu hænger simpelthen ikke sammen i vores branche. For håndværkeren i servicebilen kommer til at skulle lade op løbende og bruge effektive timer på det. Så her håber vi, at markedet for elbiler udvikler sig til gavn for vores branche.

    - For at sætte et godt eksempel, er vi i gang med selv at få etableret solceller samt sedum på vores eget tag. Vi har desuden et fokus på reducering samt sortering af affald. Vi sørger også for at genanvende affaldsprodukter fra produktionen, hvor det er muligt.

    Generelt synes Lars Trabjerg, at tagdækkerbranchen er på rette spor:

    - For 30 år siden smed vi måske ti centimeter isolering i et tag. Nu smider vi op til en halv meter i. Så for os giver det selvfølgelig noget, at vi skal have mere materiale ud på tagene. Men det giver også noget, at man føler, at man laver en god bygning.

    Anbefalede artikler