Vejspecialisten Grusvej.dk afsluttede 2025 med anlæg af 8 kilometer helt nye grusveje i en kommende energipark i Hjallerup Enge. Her udlægges gruslaget
Nedklassificering af asfaltveje til grusveje
En fornuftig, langsigtet og bæredygtig løsning, lyder det fra vejspecialisten Grusvej.dk.
Christopher Leisted fra vejspecialisten Grusvej.dk anbefaler i mange tilfælde at nedklassificere en gammel asfaltvej til en moderne grusvej. Det er en bedre økonomisk og praktisk løsning, siger han
Nedklassificering betyder, at en ældre og nedslidt asfaltvej omdannes til en grusvej, når trafikmængden ikke længere står mål med de høje omkostninger ved løbende asfaltreparationer. I stedet for gentagne lapninger vælges en løsning, der er bedre tilpasset vejens faktiske brug – og som både er økonomisk og miljømæssigt ansvarlig. Ordene kommer fra Christopher V. Leisted, som er en af drivkræfterne i vejspecialistfirmaet Grusvej.dk. Med noget af landets mest avancerede maskineri anlægger og vedligeholder han og hans kollegaer hver måned kilometervis af grusveje landet over.
- Gamle asfaltveje revner, sætter sig og kræver omfattende vedligeholdelse. Ved at nedklassificere til grusvej kan man genanvende den eksisterende vejopbygning, reducere behovet for materialetransport og samtidig minimere både omkostninger og klimaaftryk. Resultatet er en mere robust og langsigtet løsning, fortæller Christopher.
Sådan foregår processen
Den eksisterende asfalt bearbejdes mekanisk og indgår som en del af vejens nye opbygning. Vejen rettes af, stabiliseres og formes korrekt, så afvanding fungerer optimalt. Grusvej.dk anvender specialudviklet maskineri, der udfører arbejdet effektivt i få arbejdsgange – med minimal materialetilførsel og kort anlægstid. Afslutningsvis kan vejen tilpasses med et egnet slidlag, så man står tilbage med en stabil, ensartet og velfungerende grusvej.Grusveje i hverdagen
En korrekt anlagt grusvej er behagelig at køre på ved normal hastighed, støjer ofte mindre end en nedslidt asfaltvej og er hurtig og enkel at vedligeholde. Mindre ujævnheder kan udbedres lokalt uden større indgreb eller gener for trafikken. Med en serviceaftale fra Grusvej.dk kan vejen gennemgås én til to gange årligt, hvor den afrettes og justeres efter behov – så kvaliteten bevares år efter år.
Med en specialgrader afrettes vejprofilen, inden vejen komprimeres
Økonomi, miljø og klima
Der er både sund økonomi og grøn fornuft i at nedklassificere en ældre asfaltvej. Anlæg af grusveje er markant billigere end asfalt og koster typisk 100–300 kr. pr. løbende meter, afhængigt af forholdene.Ved at genanvende eksisterende vejmaterialer reduceres behovet for ny råstofindvinding og tung transport. Samtidig bidrager grusveje til bedre håndtering af regnvand: vejens profil og tværfald leder vandet effektivt ud i rabatterne, hvor det kan sive naturligt ned i undergrunden. Det aflaster både vej og kloaksystem ved kraftige regnskyl.
En grusvej opbygges altid ud fra den eksisterende konstruktion og trafikbelastningen. Ofte kræves kun justering og forstærkning af de øverste lag, ikke en fuldstændig ny opbygning. Korrekt tværfald er afgørende for holdbarheden og for at undgå huller og vandansamlinger.
Støvfri jordstabilisering – et effektivt supplement
Hvis underlaget er svagt, vandmættet eller lerholdigt, kan jordstabilisering være en optimal løsning. Jordstabilisering forbedrer bæreevnen ved tilsætning af kalk eller cement, afhængigt af jordtypen:- Kalk anvendes typisk til lerjord og gør jorden stabil og genanvendelig
- Cement anvendes ved sandede jorde og skaber en meget høj bæreevne
Med moderne, støvfri metoder kan jordstabilisering i dag udføres uden væsentlige gener – også i byområder, industriområder, langs veje og jernbaner samt på private og kommunale veje.
Grusvej.dk anvender specialmaskiner, der indarbejder stabiliseringsmaterialet direkte i bærelaget i op til 40–42 cm dybde, uden at jorden flyttes. Det giver en ensartet og stærk konstruktion, reducerer transport og minimerer CO₂-udledning.
Efter stabilisering komprimeres og afrettes vejen præcist. På grusveje kan overfladen afsluttes med et støvbindende middel som Dustex eller InnoLig, der øger komforten og reducerer vedligeholdelsen. På mere trafikerede strækninger kan vejen efter hærdning senere opgraderes med et nyt asfaltlag.
En løsning med omtanke
Nedklassificering af asfaltveje til grusveje – eventuelt kombineret med moderne jordstabilisering – er en prisvenlig, holdbar og klimabevidst løsning. Den giver mening for beboere, lodsejere og kommuner og sikrer komfort, sikkerhed og funktionalitet på mindre trafikerede veje – uden unødigt ressourceforbrug.Læs flere artikler om infrastrukturprojekter og -løsninger