NCC skaber mere biodiversitet i nordjysk grusgrav
St. Endelt Grusgrav i Sæby ønsker NCC at gøre til en model for biodiversitet, og entreprenørvirksomheden har investeret i avanceret teknologi til at måle insektbiomassen i området.
- Teknologien er ret smart, siger Christian Abildtrup, chefgeolog i NCC Industry, Råstoffer i en pressemeddelelse. Nu er det muligt at planlægge og vurdere deres indsats. Han fortsætter:
- Vi kan nu måle insektbiomassen, diversiteten og aktiviteten i grusgraven på forskellige biotoper. Helt konkret betyder det, at vi har mulighed for at se, hvor meget føde i form af insekter, vi har til rådighed for de fuglearter, flagermus og lignende, som vi forsøger at tiltrække til området. Vi kan nu se, om de tiltag, vi gør, virker, og kan bruge erfaringerne i vores andre grusgrave, siger Christian Abildtrup og forklarer, at den nye teknologi harmonerer godt med NCC's langsigtede og dokumenterbare tilgang til biodiversitet.
Udvinding af råstoffer er nemlig mere end store maskiner og gravearbejde
I over 20 år har NCC fokuseret på at omdanne deres grusgrave til naturtyper, som er under pres i Danmark. Indsatsen i St. Endelt Grusgrav viser, at det er muligt at kombinere råstofudvinding med en aktiv indsats for at fremme biodiversitet og skabe levesteder for truede dyr og planter.
NCC har udviklet programmet ’Kielo’, der er en forkortelse af det finske ”KIviaineksen Elävä LuontO”, betyder "den levende natur af sten". For at opnå status som NCC Kielo-lokation skal en række kriterier opfyldes. Det inkluderer en undersøgelse af naturtyper for at kortlægge karakteristiske arter, opsætning af mål for området og en grundig planlægning af aktiviteter, der fremmer de ønskede betingelser for biodiversitet. Christian Abildtrup udtaler:
- St. Endelt er vores 5. råstoflokation i Danmark, som lever op til kriterierne i vores nordiske Kielo-koncept. Her har vi blandt andet arbejdet på at skabe optimale levesteder for flagermus og den sjældne strandtudse. Vi har allerede set de første små tudser i vandhullerne, og en VVM-undersøgelse har vist, at der er flagermus i området.
For nylig har NCC også opsat specialdesignede redekasser i grusgraven for at sikre overlevelsen af den sjældne Stor Hornugle. Uglen, der har et vingefang på op til 180 centimeter, en højde på omkring 70 centimeter og en vægt på 2-4 kilo, er en af Europas største ugler. NCC ser en mulighed for at skabe optimale forhold for yngleprocessen hos den sjældne fugl. Christian Abildtrup slutter af:
- Der kommer nok ingen ynglende Stor Hornugle i kasserne i år, men nu er de klar, så fuglene i området kan vænne sig til dem og måske tage dem i brug til næste års ynglesæson.