<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Håndværkerportræt_David Nilsson_1

Murer David Nilsson: Jeg er gået imod ensretningen i 42 år

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • TIL HÅNDVÆRKEREN
  • Tegl
  • Håndværker-portræt
  • 2024-05-14
  • | Af Astrid Helene Seier Ellemo
  • Sådan siger David Nilsson, som overtog sin fars murerfirma lige efter gymnasiet og optagelsen på arkitektstudiet. Han har måttet høre for sit manglede svendebrev, men har ikke desto mindre drevet et succesfuldt murerfirma gennem 42 år.

    Håndværkerportræt_David Nilsson


    Hvordan får man succes som iværksætter og selvstændig håndværker? Det gør man ifølge David Nilsson ved at huske nogle simple regler, som han har punket sine lærlinge med: Kom til tiden, tag skoene af, træd ikke på dørtrinnet, lav et ordentligt stykke arbejde, husk at rydde op efter dig og sige farvel samt behandl kunden med respekt. David Nilsson mener heller ikke, at man kan nøjes med kundemøder over telefonen, eller at man skal forvente at kunne gå hjem kl. 15.00, hvis man har egen virksomhed. Han overtog selv sin fars murerfirma, da han var færdig med gymnasiet og netop var blevet optaget på arkitektstudiet.

    - Til mine lærlinges ofte store irritation har jeg – som ham den gamle gråhårede – igen og igen gentaget for dem, at det handler om meget små ting, hvis man vil have succes som selvstændig. Jeg er nok meget old-school: en aftale er en aftale. Man leverer et godt stykke arbejde og opfører sig ordentligt over for kunden, siger David Nilsson og fortsætter:

    – Det har altid givet pote for mig. Mange af mine lærlinge, som blev færdige som svende, er i dag selvstændige murere – og glade for mig og de ting, jeg lærte dem. Det kræver meget simple ting, men er faktisk ofte det eneste, folk lægger mærke til. Hvis de små ting er i orden, og man selvfølgelig har leveret et professionelt håndværk, betaler kunden uden problemer. Der er også noget psykologi i det.

    Det virker ifølge David Nilsson som om, at det i dag er håndværkeren og ikke kunden, som er i fokus. Men arbejdet kræver et service-gen og evnen til at kunne kommunikere. 

     

    Dilemma: Arkitekt eller murer?

    David Nilssons murerfirma hedder fortsat hans fars navn, Lars M. Nilsson ApS, og det har han haft det fint med. Det har dog vakt noget opmærksomhed i branchen, hvor han også har oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved hans manglende svendebrev. Han gik ind i faget og lærte håndværket af de 10 ansatte, som hans far havde i firmaet.

    - Min far blev kun 43 år, og da min mor stod alene med murerfirmaet efter hans død for 42 år siden, besluttede hun at videreføre det. Min mor havde hjulpet til med regnskab og telefonpasning, og de 10 gode og loyale ansatte ville gerne fortsætte i firmaet. Derfor spurgte hun sin søn, mig, om jeg ikke ville overtage min fars job, fortæller David Nilsson, hvis far grundlagde murerfirmaet i 1962, hvor David blev født.

    - Det var selvfølgelig et dilemma at blive sat overfor. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg droppede arkitektfaget og gik ind i murerfaget. Firmanavnet Lars M. Nilsson ApS har jeg videreført i respekt for min far. Nye mennesker, som ikke kender historien, tror desværre ofte, at jeg gemmer mig bag to navne, hvilket ikke er godt i byggebranchen, siger David Nilsson, som netop sætter ærlighed og ordentlighed meget højt.

    - Derfor kalder jeg mig heller ikke for murermester. Det må jeg ikke, når jeg ikke har et svendebrev, og derfor kalder min virksomhed for et murerfirma. Da min mor foreslog mig at overtage min fars firma, sagde jeg ligeud, at jeg jo ingen forudsætninger havde. Godt nok havde jeg hjulpet min far lidt i sommerferien, men det gav ikke det store indblik i murerfaget, siger David Nilsson.

    Han har altid haft ’krudt i røven’, som han siger, ligesom han var god til at tegne. Men på arkitektstudiet måtte han bede om orlov i forbindelse med farens død, og det blev hurtigt klart for ham, at han skulle noget andet.

    - Det gav selvfølgelig noget ballade, at jeg aldrig har fået et svendebrev. Mange havde ondt i røven og mente, at jeg legede murermester. Jeg har nu været i murerfaget i 42 år, og jeg har overlevet dem alle, så vor herre bevares. Men jeg har altid kørt det på den hårde måde og sat kvalitet og tillid højt, forklarer David Nilsson.



    Millimeter-mand og fætter

    David Nilsson har trods sit manglende svendebrev alligevel haft mod på at gå i fagpolitisk arbejde, da han var træt af at høre på brok i branchen og gerne ville sætte dem på plads. Han mener, at der skal være plads til andre i branchen, som har en anden vinkel på tingene.

    - Jeg har i 12 år været formand for Helsingør Murerlaug, formand for den lokale erhvervsforening, Erhvervs- og Industriforeningen Helsingør – i dag Helsingør Erhverv – og har siddet i forskellige organisationers bestyrelser, f.eks. Dansk Byggeri Nordsjælland. Jeg har udlært mange murersvende gennem årene, selv om jeg ikke selv har svendebrevet, men jeg har altid haft mange svende med svendebrev ansat. Det er ikke ensbetydende med, at en murer er dygtig bare fordi han har et svendebrev. Det har jeg set masser af eksempler på, siger David Nilsson, som fremhæver sin kammerat og medarbejder, Ulf, som er uddannet sejlmager.

    - Ulf er ikke mureruddannet, men han brænder for faget. Jeg bad ham hjælpe mig i firmaet, da han var færdig med uddannelsen og stod uden job. Han er en fighter, en millimeter-mand, som gerne vil vinde. Han er samtidig min kammerat, og han er utrolig dygtig til faget, fortæller David Nilsson, der ligner sin far ved at være meget vellidt.

    - Nogle mener måske, at det er naivt at mene, at man skal opføre sig ordentligt. Det har jeg altid gjort, og selv om det er svært at rose sig selv – og man bliver hakket til af andre, hvis man gør det – så har jeg gået mod ensretningen i 42 år – og det er sgu gået meget godt. Man skal ikke finde sig hvad som helst.

    David Nilsson har i dag seks mand ansat, som han kalder for A-holdet, og flere af dem kan snart fejre 40-års jubilæum.

    - Flere er mine kammerater, og en er min fætter, så det er ligesom den lokale døgnkiosk med fætre og onkler bag disken. Jeg har en god base og har de folk og opgaver, som jeg ønsker. Jeg har været det hele igennem og overlevet. Kroppen er slidt, og jeg har fået nyt knæ. Hofte og skulder knirker, men det går, så jeg er glad for, at jeg ikke endte som arkitekt og skulle sidde på en tegnestue. Det ville være synd for dem på grund af min rastløshed, siger David Nilsson med et smil.

     

    Ejerskab er gået tabt

    Spørger man om, hvad han mener om byggebranchen i dag, lyder svaret bl.a., at man ikke har meget til overs for de nye byggerier, der i hans øjne er kedelige og af ringe kvalitet.

    - Alt handler om tid og penge i dag, og som murer er det sjældent, at man bliver bedt om at bygge et arkitekttegnet hus til en familie. Ejendomme bliver opført med lynets hast med skalmuring – eller tapet, som jeg kalder det – altaner og store vinduer. Glas og metal limes sammen med en silikonepistol. Det meste er kønsløst og ligner hinanden, siger David Nilsson og forsætter:

    - Jeg tvivler på, at meget af det står her om 100 år. Jeg bor selv i Helsingør, hvor vi har arbejdet på solide murstensbygninger tilbage fra 1600-tallet. Den faglige stolthed er gået fløjten, og håndværkerne har tabt ejerskabet over det, der bliver lavet, fordi det skal gå så hurtigt, forklarer David Nilsson, der gerne ser, at murerfaget og håndværksfag i det hele taget bliver opprioriteret meget mere, end det gør i dag.

    - Politikerne er heldigvis vågnet op i forhold til at få unge ind på erhvervsskolerne, men det starter allerede i folkeskolen, hvor mor har mange drømme på lille Frederiks vegne og gerne ser ham på gymnasiet. Man har set ned på håndværksfag og har heller ikke gjort særlig meget opmærksom på mulighederne. Man kan jo f.eks. sagtens læse videre bagefter, slutter David Nilsson, der lukker sit murerfirma, når han går på pension om nogle år, da hans to børn er i bank- og detailhandlen, så der er ingen af dem til at overtage.



    Anbefalede artikler